Hende den Mærkelige

Ja ja, jeg ved godt, at det lyder negativt. Men prøv lige, at tænke over, hvad mærkelig egentlig betyder; noget er mærkeligt, når det er noget man lægger mærke til. Er der noget folk i vores samfund lægger mærke til, så er det når nogen ikke rigtig passer ind i glansbilledet af, hvordan samfundet “bør” se ud. Enhver, der stikker ud således bliver lynhurtigt defineret som mærkelig. I ordets helt nøgternt betragtede betydning er det jo også ganske korrekt. Hvis man bliver lagt mærke til er man mærkelig. Men det er jo ikke hele sandheden om ordet. Rigtigt ofte når jeg har kaldt mig selv mærkelig i andre menneskers påhør, bliver jeg modsagt. De synes ikke, at jeg er mærkelig. Men hvorfor egentlig ikke?

  • Jeg stimmer og siger sære lyde, og selvom jeg prøver at holde det på et minimum, når jeg er blandt mennesker, der ikke er bekendt med min diagnose, og som jeg ikke orker at delagtiggøre, så er de altså tydelige nok til at folk lægger mærke til det.
  • Jeg har svært ved at se folk i øjnene, sådan som ikke-autistiske mennesker har for vane at gøre.
  • Jeg går ofte i meget specielt tøj, fordi jeg sjældent kan udholde det tøj, som moden foreskriver.
  • Hvis man kommer til at sætte mig igang med at tale om et emne, der optager mig er jeg meget svær at stoppe igen – jeg persevererer, som det hedder.

Det er bare nogle af de ting, der gør, at de fleste ret hurtigt vil opdage, at jeg ikke er helt almindelig. Men fælles for de mennesker, som holder af mig og som udmærket er klar over, hvor meget jeg “stikker ud”, er, at de protesterer, hvis jeg kalder mig selv mærkelig. Det ord har nemlig en negativ konnotation, og de her folk, som holder af mig, bryder sig ikke om, at jeg skal kaldes noget negativt – ikke engang af mig selv. Og det er selvfølgelig en meget smuk (og højt værdsat tanke). Men hvorfor er det negativt at være mærkelig? Det betyder jo egentlig ikke andet end, at jeg skiller mig ud fra mængden. Hvorfor skal det være noget negativt? Det er det blevet (eller har måske altid været?), og jeg må ærligt sige, at jeg forstår ikke hvorfor.

Det er forskellighed, der gør et samfund dynamisk. Det er forskelle, som inspirerer os til at tænke nyt; til at finde på. Det er forskelle, som gør, at det overhovedet er interessant at møde hinanden. Hvis vi alle var ens, ville vi jo ikke have noget at tale om – måske bortset fra vejret. Og hvorfor kan man altid tale om vejret? Fordi det er forskelligt fra dag til dag. Hvis det altid var det samme, ville vi jo ikke gide tale om det heller. Forskellighed er det, der gør at vi overhovedet tænker over tilværelsen. Prøv at tænk over, hvor ofte vi hører om at 65 % af befolkningen synes et eller andet eller har prøvet et eller andet. At så mange har den samme oplevelse, er jo kun en nyhed og interessant at vide, fordi vi ikke er ens. Og fordi vi i virkeligheden godt ved, at vi ikke er det. Lighedspunkterne er dem vi er interesserede i, fordi de giver os samhørighed med andre i en kæmpestor flok af vidt forskellige individer.

Og så er vi nogle stykker, som er lidt mere forskellige – så at sige. Vi er nogle, der stikker lidt mere ud. Som adskiller os lidt mere drastisk fra mængden. Og man skulle tro, at det blot ville tilføre samfundet endnu mere mangfoldighed med dertil hørende nytænkning, kreativitet, osv., men af en eller anden grund er det ikke tilfældet. Hvis man stikker så meget ud, at man ikke er anderledes på den spændende måde men derimod på en fremmedartet måde, så har mennesker lige pludselig ikke så meget rummelighed til overs.

Jeg er overbevist om, at hvis de lidt større forskelligheder ikke forekom folk så fremmedartede, så ville tolerancen for dem også være større. Så derfor vil jeg (som så mange andre mærkelige individer) blogge om, hvordan det er, at leve mit liv i et samfund, der ikke er konstrueret til at tage hensyn til folk med den slags særpræg, der er forudsætningen, når man, som jeg, er autist. Måske dette engang vil medvirke til, at folk som jeg ikke opfattes som værende helt så fremmedartede. Jeg kan i hvert fald håbe.

Lidt mere konkret om mig:

  • Jeg hedder Nanna.
  • Jeg er født i 1984.
  • Jeg er officielt diagnosticeret med Asperger’s Syndrom, men da den diagnose-betegnelse udgår til fordel for benævnelsen Autisme Spektrum Forstyrrelse kalder jeg lige ofte mig selv autist, asperger eller aspie. Hvad end man kalder det, er jeg på autisme-spektret, og det gør mig til autist.
  • Jeg er IKKE en person med autisme. Jeg er autist. Respekter venligst, hvordan jeg betegner mig selv. Der vil komme et uddybende indlæg om dette.
  • Jeg lider af tilbagevendende depressioner. De er typisk stressudløste. Som autist er jeg udsat for ganske voldsomme stressbelastninger. Derfor er de jævnt tilbagevendende depressioner et faktum jeg har accepteret vil være en fast del af mit liv, og jeg arbejder med at håndtere dem bedst muligt.
  • Jeg er for øjeblikket jurastuderende ved SDU. Her er jeg på deltid, fordi fuldtidsstudier nær havde taget livet af mig, da jeg først forsøgte mig med det.
  • Jeg har en skøn kæreste, som er ligeså autistisk som jeg selv, og som jeg elsker meget, meget højt. Vores oplevelser som par vil I komme til at høre om i den udstrækning, jeg får min kærestes tilladelse til at fortælle om det, der involverer ham. Hvem ved? Måske kan jeg endda lokke et gæsteindlæg eller flere ud af ham, hvis han har tid og lyst.
  • Jeg har to katte ved navn Kaktus og Chili samt to kronegekkoer ved navn Mester og Margarita. De vil temmelig sikkert alle blive nævnt med jævne mellemrum i mine indlæg.
  • Jeg bor til leje i egen lejlighed og har en bostøtte, som hjælper mig med de praktiske ting, jeg har svært ved at overskue selv.
  • Jeg elsker at lære nyt – og er derfor i besiddelse af en større bogsamling.
  • At leve er én lang læringsproces – især når man tilhører en mennesketype, der har svært ved at begå sig blandt andre mennesker. Deraf titlen på bloggen. Jeg betragter mig selv som studerende autist; stud.aut. Jeg bliver næppe nogensinde færdig med at lære om, hvordan man som autist bedst interagerer med en verden, som til tider synes meget, meget mærkelig og fremmedartet. Samtidig vil jeg også betegne mig selv som ret kyndig på området (jeg har dog været mig i 29 år, så jeg ved en del om netop dette), men om jeg kvalificerer til at være cand.aut. Tjah, det ved jeg ikke – måske en dag.

Bloggen her vil være min måde, at samle de erfaringer jeg gør mig, og den viden jeg opnår om det at være autist. Måske andre vil være interesserede i at læse om det. Måske andre autister kan få idéer og inspiration, der kan hjælpe dem. Måske nogle mennesker vil opdage noget de selv kan bruge, også selvom de ikke er autister. Måske nogle pårørende til en autist vil opnå noget indsigt de kan bruge til bedre at støtte denne. Måske nogle fagfolk vil opnå dybere forståelse og derved bedre evne til at hjælpe sådan nogle som mig. Det er mit håb, at jeg ved frit at dele mine erfaringer kan gøre livet lidt lettere og verden til et lidt bedre sted. Hvis bare et enkelt andet menneske får det lidt lettere som følge af noget viden/en idé/nogle erfaringer, som jeg har kunnet bidrage med, vil jeg være glad.

Reklamer

En kommentar

  1. […] Hende den Mærkelige […]

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: