Nytårsstatus 2014

Endnu et år er gået. Og sikken et. Sidste år skrev jeg en nytårsstatus over et år med en masse dejlige begivenheder og et par triste. Det havde overordnet set været et godt år, men afslutningen på det var hård, og Simon og jeg så frem til et bedre år. Sådan skulle det ikke blive.

Studierne:
Igen i år tilbringer jeg årets første dag med at færdiggøre en opgave der skal afleveres. Den mangler nu blot lidt layout, og så kan jeg skibe den ud. Jeg ser meget frem til en tid, hvor jeg ikke længere risikerer at skulle forholde mig til eksamener og afleveringer henover jul og nytår – det er en virkelig træls ting at skulle have rumsterende i hovedet, når man egentlig bare gerne vil slappe af og hygge og holde liv i alle de juletraditioner man gerne vil. Igen i år fik jeg ikke lavet hverken konfekt eller brunkager, men det blev dog til en enkelt dags råhygge med fletning af herter og stjerner osv. Julegaveindkøb, som jeg ellers ynder at foretager i november, så jeg ikke skal stresse over det på opløbsstrækningen, blev i 2014 først færddiggjort den 22. december – det absolut seneste jeg nogensinde har været ude med den post på to-do-listen. Men jeg har været ophængt. Jeg har heldigvis haft en god fordeling af interessante ctr. uinteressante fag i de seneste to semestre, så det rent faglige har ikke været alt for træls, men det gør det jo desværre ikke pærelet. Der skal stadig arbejdes for resultaterne.

Forårets semester bød på Comparative Law, EU-ret og Obligationsret, alle tre gik godt, selv OBL som ellers hører til blandt de formueretlige fag, der ikke ligefrem udgør min stærke side. Efterårets semester har budt på Folkeret, International Trade Law og det såkaldte 3xRet (retsfilosofi, retsociologi, retshistorie). ITL er igen det formueretlige fag, der ikke er min kop te, men det skal nu nok gå okay til mine eksaminer her i januar (håber jeg – mon ikke jeg klarer det).

Mine arbejdsplaner/skemaer virkede fantastisk i foråret. De sikrer at jeg får de ting fra hånden jeg skal, og sikrer samtidigt at jeg også får holdt fri og plejet mit almene og især mit mentale helbred i selskab med Simon, familie, venner og diverse dyr. De dagsplaner gik desværre lidt i koks for mig henover sommeren, og da jeg forsøgte at genetablere rutinerne til efterårssemesteret sygemeldte min højt værdsatte bostøtte sig. En vikar, der ikke kender mig så godt, kunne naturligvis ikke lige gå ind og hjælpe mig med noget, der kræver så indgående personkendskab, som planlægning af hverdagen, så mine hverdagsrutiner kom aldrig rigtigt på plads, og det har mit humør og stressniveau dette efterår båret rigtigt meget præg af.

Til alt held havde forårssemesteret været så fremragende, at jeg var gået på sommerferie med masser af entusiasme for juraen, og det betød at jeg havde læst adskillige hundrede sider foran i efterårets pensum. Det blev min redning. Selv med de væltede planer kom jeg igennem fordi jeg var så langt foran, så hurra for fremsynetheden og entusiasmen for faget, der gjorde det muligt for mig, at hyggelæse mig igennem så store mængder retsfilosofi og retssociologi på forhånd.

Hvad jeg ikke kunne skrive på forhånd var naturligvis opgaven (den som skal afleveres i morgen), men jeg var allerede tidligt klar over, hvilket emne jeg nok ville grave mig ned i, og skønt min skriveproces ikke var nær så god som den opgave jeg afleverede i sommers, så var den dog bedre end jeg havde frygtet den ville blive. Jeg nåede at have et færdigt udkast inden jul, så jeg har kunnet holde en slags juleferie og slappe lidt af. Det har været uvurderligt, og nu har jeg en realistisk forhåbning om, at jeg ikke kommer til at gå helt i spåner i eksamensperioden.

Jeg må dog også erkende, at jeg næppe får læst ret meget foran på pensum til det kommende semester, idet den sidste eksamen ligger fortvivlende tæt på semesterstart. Tak og lov for, at jeg blot skal have et enkelt fag ved siden af arbejdet med at skrive mit BA-projekt, så det bliver forhåbentligt overskueligt, også selvom det et kandidatfag jeg tager hul på. Jeg glæder mig allerede til at beskæftige mig med mit valgte emne og mit valgfag.

Kærligheden:
Tjah, jeg tror ikke der er så meget andet at sige om den end at Simon og jeg i februar fik lavet vores par-tatovering. Vi fik idéen til designet i sommeren 2013 mens vi sad på Metal Magic i Fredericia. Sidenhen overlod vi det til Simons veninde gennem mange år, den overordentligt kunstnerisk anlagte Ivonne van Blerk, at skabe et brugbart tattoo-design ud fra vores idé. Hun leverede i dén grad varen, og nu er der øgler på vores skuldre, hvis blikke mødes når vi står ved siden af hinanden. Jeg vil ikke afvise eventuelle beskyldninger om, at vi muligvis er meget søde sammen.

Dette kommende år er også året, hvor jeg forventer at skifte studiested til Århus uni, og hvor Simon og jeg derfor får mulighed for at slå pjalterne sammen. Jeg glæder mig som et lille barn til at vi skal finde os et sted at bo sammen.

Dyrene:
Ved sidste nytår havde Kaktus lige fået amputeret sin hale pga kræft. Han fik det også markant bedre og blev helt åbenlyst en gladere og mere veltilpas kat af det. Det havde tydeligvis generet ham. Derfor begyndte jeg også så småt at håbe på, at det ikke havde nået at brede sig. Men sådan skulle det ikke gå. Det var nået at gå i knoglemarven, og fornyelsen af de røde blodlegemer gik til sidst helt i stå. Samtidigt skrantede også mors hund, Kian, og indenfor en uge af hinanden måtte vi tage afsked med begge de to højtelskede kæledyr. Jeg skrev om det lige efter vi havde sendt Kaktus over regnbuen.

Chili har det til gengæld storartet, selvom hun også har haft et hårdt år. Hun har det dejligt med at være solokat, og nyder helt tydeligt at have tobenenes opmærksomhed helt for sig selv. Dette efterår måtte hun tog først have fjernet hjørnetænderne i overmunden på grund af tandbylder og blot en måneds tid senere måtte hun igen i narkose, fordi jeg havde fundet en lille knude under hendes hud bag det ene øre, som faktisk viste sig at være af den farlige slags. Det fantastiske personale på Dyrlægehuset i Kolding havde hende under omsorgsfuld behandling begge gange, og Chili har lynhurtigt vænnet sig til at spise uden overmundens hjørnetænder, og hun var også enormt dygtig til ikke at pille i syningen efter den kæmpe plamage hud, der måtte fjernes bagved venstre øre. Hendes fartstriber i nakken er blevet en lille smule skæve nu, men ellers er hun så god som ny.

Mester og Margarita har det også godt. Især efter jeg fik indrettet det fine nye terrarium til dem, som Simon forærede mig lovning på i fødselsdagsgave i maj og som jeg inkasserede på dette efterårs Terrarieudstilling i Hedensted. Alle detaljerne i den historie dokumenterede jeg grundigt (og fotografisk).

Hertil kommer at jeg til min store fornøjelse er blevet rigtigt gode venner med Simons blåtungeskink, Igor. Han kan tilsyneladende rigtigt godt lide mig, for hver gang jeg åbner hans terrarium kommer han væltende over til mig og slikker mig på næsen. Det siges at et enkelt slik blot er udtryk for nysgerrighed, men at flere er udtryk for “affection”. For et par dage siden, da jeg sad med hovedet henne ved terrariet og sagde god morgen til min blåtungede øgleven kravlede han ud til mig, op over min skulder og om i hætten på min hættetrøje. Der lagde han sig så til rette, og han var såmænd nok blevet liggende lunt og godt der, hvis ikke vi havde taget ham ud af hætten igen.

Lemmy – Simons store australske vandagame – skal have et nyt hjem, og det nye hjem er fundet. Om føje tid flytter han ind hos en af vores rigtig gode venner, hvor han vil få det helt fantastisk, hos gode folk med eminent dyretække. Det har været rigtigt underholdende at lære ham at kende, og det er skønt, at vi fortsat vil kunne følge ham i hans nye hjem.

Fritiden:
Som sædvanlig fik jeg også i 2014 læst en masse bøger i min fritid. Det begyndte jeg at skrive om på min anden/tredje blog. Det har været fedt, og det vil jeg blive ved med.

2014 var også året, hvor den sidste af de tre film i Peter Jackson’s filmatisering af Hobbitten skulle udkomme. Både i 12 og 13 havde blokfløjteensemblet spillet foyer-musik på premiereaftenen i biografen, og vi havde haft oppe at vende, at vi gerne ville gøre det igen. Jeg besluttede mig for, at jeg ville arrangere noget af Howard Shore’s filmmusik fra Ringen og Hobbitten for ensemblet, så vi kunne sende den sidste episiode af Jackson’s filmiske tour de force afsted med manér. Jeg brugte et unævneligt antal timer af min sommerferie og min fritid i sensommer/efterår på at færdiggøre, hvad der til sidst blev et ganske vellykket 4-stemmigt arrangement. Vi stillede som sædvanligt op i fuldt kostume og det gik helt forrygende. Da jeg sled i det for at få arrangementet færdigt var det så udmattende at jeg næsten fortrød at have bundet an med det, men efter at have opført det til synlig fornøjelse hos biografgængerne, må jeg da indrømme, at jeg overvejer at tage fat på endnu et projekt. Hvilket ved jeg endnu ikke, men jeg har to-tre forskellige idéer på tegnebrættet – nuff said.

En anden afdeling af mit musikalske liv foregår som publikum, og som interesserede vil kunne læse om andetsteds har Simon og jeg igen i år været på adskillige festivaler. Højdepunkterne var for mit vedkommende Iron Maiden, Tyr, Watain og Behemoth på Copenhell, Inquisition, Deus Otiosus, Cult of Fire og Solstice på Metal Magic Festival, Slayer, Mötörhead, Amon Amarth og Fleshgod Apocalypse på Wacken Open Air og Cannibal Corpse på Aalborg Metal Festival. Flere detaljer findes i de linkede rapporter fra åstederne.

Som altid har jeg også fået dyrket rollespil i min fritid. Noget som jeg nok må indstille mig på bliver lidt en udfordring at bibeholde i mine vante kredse, når jeg til sommer flytter et par hundrede kilometer længere nord på. Meeeen mon ikke jeg finder en løsning på det også.

Det dårlige ved 2014:
Vi var end ikke kommet os over tabet af Doug Wilson – Simons stedfar – lige før julen 2013, førend min farbror gik bort ganske kort efter nytår i 2014. Dernæst fulgte nyheden om en perifær bekendts pludselig død også i starten af året. Dernæst omkom en ven af min mor, som jeg også havde kendt i mange år, i starten af marts. Derefter måtte vi tage afsked med både Kian og Kaktus. Sommeren gik relativt fredeligt indtil en af Simons bekendte døde pludseligt og uforklarligt i en alt, alt for ung alder.

Sygdom og død blev en voldsomt stor faktor i både 2013 og 2014 og jeg håber at 2015 har andet og bedre at byde på for menneskene omkring mig.

Der har dog været adskillige fantastiske oplevelser i det forgangne år, så selvom jeg stadig af og til kan blive grebet af et pludseligt savn af hedengangne mennesker og dyr og knibe indtil flere tårer over det, så er det alligevel ikke kun tristhed der fylder mit sind, nu hvor jeg sidder og gør status over det forgangne år. Det har været et svært år, og der har været tunge, træls ting at komme igennem, men det har ikke alt sammen været skidt.

Vi ses i 2015!

Reklamer

Noget/nogen

Dette indlæg er kun delvist autisme-relateret, men det berører nogle beskæftigelsespolitiske problemstillinger, som i allerhøjeste grad har relevans for folk med handicap.

Her til morgen læste jeg Nina Möger Bengtssons kronik i Information. Hun slår hovedet på sømmet med sine betragtninger om, hvordan det er at navigere i uddannelses-/arbejdslivet som ungt menneske for tiden. Godt nok er jeg 30 år, og det er derfor et par år for sent for mig at få styr på det hele inden det 25. år. Men det i sig selv har også en effekt.

Jeg er mig meget bevidst om, at mine medstuderende, som jævnt hen er 5-8 år yngre end mig, ikke har taget sabbatår og for manges vedkommende har studierelevante studiejobs. Jeg behøver heldigvis ikke bekymre mig om, at jeg aldrig kommer til at gange mit snit fra studentereksamen anno 2003 med noget som helst, for mit snit var på egen hånd højt nok til at komme ind på jura. Og ja, jeg er jo inde, så det er da en bekymring mindre – men jeg kan godt huske ventetiden før jeg kom ind. Jurastudiet er på mange måder De Ambitiøse Unges Klub. Og jeg kan da så fint lege med, når det drejer sig om et højt snit – omend jeg ikke kommer i nærheden af kravene på statskundskab og de andre studieretninger med afsindige optagelseskvotienter.

Hvad angår studiejobbet derimod, der har jeg intet. Ingenting som helst. Ikke fordi jeg ikke gerne vil, for tro mig, jeg er mig ekstremt bevidst om, at en fremtidig arbejdsgiver måske vil undre sig over, at jeg ikke har arbejdet ved siden af mine studier. Især fordi jeg får fremragende karakterer, og man skulle jo derfor tro, at en dag eller to om ugen som stud.jur.-medarbejder hos en advokat ville være helt og aldeles oplagt. Det er det bare ikke.

Den overbelastning det er for mig at være blandt mange andre mennesker betyder, at enhver deltagelse i undervisning (og især forelæsningerne med mange studerende) har en pris. Den pris består typisk i et større behov for søvn, når jeg da ellers kan få stresset hjernen så meget ned, at jeg kan falde i søvn. Og prisen består i, at jeg må tilbringe væsentligt flere timer om ugen end normale mennesker på blot at komme mig over at have været udenfor mit hjem.

Mit døgn har ikke flere timer end de sædvanlige 24, som vi alle må nøjes med. Og studierne er jeg heller ikke på magisk vis hurtigere eller mere effektiv til at bedrive. Jeg skal læse nøjagtigt samme antal sider, som mine ikke-handicappede medstuderende, og jeg skal besvare nøjagtigt de samme opgaver og bestå nøjagtigt de samme eksaminer. Men fordi jeg bliver så udmattet af ting, som de fleste andre ikke oplever som specielt belastende, så er der i mine planer og rutiner afsat tid til at slappe af, geare ned og få genoprettet evnen til at tænke igen for hver eneste gang jeg har været udenfor mit hjem. Nogle gange kan det end ikke klares samme dag, og så bliver jeg først intellektuelt funktionel dagen efter, hvorfor resten af dagen, hvor udmattelsen forekom, kun kan bruges på – jah, at lalle rundt og være rent ud sagt pissefrustreret over ikke at kunne få min hjerne til at kunne de ting jeg gerne vil have den til, såsom at forstå det mine øjne læser.

Det er alt sammen noget jeg kæmper med til hverdag. Til hverdag forsøger jeg at undlade at tænke for meget på fremtiden. For i den fremtid skal jeg konkurrere med mine medstuderende om pladser på arbejdsmarkedet. Ja, jeg får fine karakterer, og jeg er da overmåde glad for, at det hårde arbejde lønner sig, men alle ved at en fremtidig arbejdsgiver ikke kun vil kigge på karaktererne. Jeg ved ikke, hvordan det er i andre fag, men fordi jura på mange punkter er De Ambitiøse Unges Klub, så hører man jævnligt om, at der er rift om de relevante studiejobs.

Jeg har været i forbindelse med beskæftigelsessystemet i årene op til min start på jurastudiet. Det var en meget blandet fornøjelse. På den ene side mødte jeg indtil flere søde sagsbehandlere, men på den anden var der også nogle mere ubehagelige af slagsen, og hvad værre var: alle skulle de administrere et infamt system, der udelukkende kerer sig om hvad man kan blive og ikke om hvem man er (eller vil være).

Nina Möger Bengtsson har fuldstændigt ret i sine betragtninger om CV-ræset og voksenhedens diktatur, men de spredhagl hun sender efter generationerne over 40, der søger tilbage til ungdommen, vil jeg nu ikke mene er helt retfærdige. Det er klart, at lige netop på Roskilde Festival, som hun bruger som et sikkert godt eksempel, er der allerede sket en udvælgelse, der vil gøre de ungdomssøgende voksne og midaldrende mennesker overrepræsenterede. Individerne fra den aldersgruppe, der ikke søger en tabt eller spildt ungdom dukker jo i sagens natur ikke op på det sted. Jeg mener ikke, at vi blot kan bebrejde generationerne før os. Det er noget mere specifikt end som så.

Jeg er overbevist om, at vi ret direkte kan bebrejde de politikere, som de sidste 15-20 år har øget konkurrencen og stækket solidariteten. De findes på begge sider af det politiske spektrum – Thorning-Smith og Corydon har frejdigt taget over, hvor Fogh & co slap. På beskæftigelsesområdet blev der for efterhånden længe siden indledt klapjagt på de ledige (det er deres egen skyld, forstås). På den del af området, som overlapper med sundhedsområdet blev der indledt klapjagt på de syge (så syge er de jo nok ikke, de skal bare tage sig sammen, forstås). På handicapområdet blev der indledt klapjagt på især de usynligt handicappede, men de synligt handicappede gik slet, slet ikke fri (med mindfulness kan man lære at tænke sig fri for sine svækkelser forstås). På uddannelsesområdet blev der indledt klapjagt på dem, der endnu ikke var sikre på deres studieretning, deres evner eller deres ønsker (man skal bare have en uddannelsesplan fra 7. klasse, så står alt klart forstås).

Der er blevet indført værre og værre sanktioner mod folk, der ikke kan kæmpe hårdere end de allerede gør, alt sammen for at ramme de ganske få “nassere”, som enhver konkurrencestatsmand- eller kvinde ynder at stirre sig blind på. Og samtidigt er der indført belønninger til dem, der kan noget ekstra. Her tænker jeg især på de virkeligt hårdtarbejdende gymnasielever, som kan gange deres snit ved optagelsesansøgning indenfor det givne tidsrum efter studentereksamen. Belønning for en ekstra indsats har jeg som udgangspunkt ikke noget imod. Mennesker lever rent emotionelt af og på anerkendelse for det de laver. Nogen ønsker anerkendelse for deres faglighed, andre for deres professionalisme, andre igen for deres empatiske tilgang til andre mennesker – hvad folk nu hver især har af grundværdier definerer også, hvad de ønsker anerkendelse for. Man vil altid gerne bemærkes for det, der betyder noget.

At gange sit snit er imidlertid ikke en anerkendelse af en indsats, der har betydet noget (bortset fra, at der selvfølgelig vil være nogle undtagelser, for hvem en hurtigt vej til ønskejobbet rent faktisk er en prioritet). Det er ikke engang en reel anerkendelse af en indsats. Det er ikke ret at betegne det som en ekstra indsats, at man fortsætter sin uddannelse uden at være hverken klar eller afklaret. Ordningen med at gange snittet er ikke en belønning til de hurtige – det er en straf til dem, der står ved at de ikke kan komme videre lige med det samme. Det er straf til dem, der har erkendt at de enten ikke er klar eller endnu ikke ved, hvad der er det rigtige for dem – som Nina Möger Bengtsson også er inde på.

Hele systemet er i de sidste 2 årtier blevet skruet sammen således, at det straffer dem, der ikke slavisk følger de fastsatte forskrifter. Systemet er faktisk så benhårdt, at den “belønning”, som man påstår gives til “systemslaverne”, faktisk ikke er en belønning men blot en undladelse af afstraffelse.

Og det her er hårdt for helt almindelige, normaltfungerende mennesker, som indgår i samfundet (og ikke mindst systemet) på helt almindelige vilkår. Prøv så at forestille jer, hvordan det er for os, som har helbredsmæssige og/eller funktionelle udfordringer at kæmpe med oveni.

Jeg kæmper som en sindssyg for at komme igennem en uddannelse på næsten almindelige vilkår. Jeg læser på let nedsat tid (ca. 85 %) og alene det irriterer mig, for jeg ved, at en arbejdsgiver kan finde på at undre sig og spørge ind til, hvorfor jeg var længere om at gennemføre studiet, end normeret tid ellers dikterer. Men på fuld tid ville jeg slet ikke kunne gennemføre – så jeg må blot berede mig på, at det mindste af to onder betyder, at jeg i det sygelige konkurrencesamfund skal kunne forsvare min “langsommelighed”. Jeg har også et stort fint hul i mit CV, i perioden fra min opsigelse fra Velux (da finanskrisen væltede så mange ting) til min start på jurastudiet. Det er den slags arbejdsgivere angiveligt også kan finde på at undre sig over. Og i et konkurrencesamfund gør de det med rette, fordi de vil jo ikke risikere at ansætte en person, der kan tænkes at være en ustabil medarbejder. Jeg har en forhåbning og ikke mindst en ambition om, at jeg kan få et arbejde på helt normale vilkår. Jeg vil ikke have et arbejde, hvor jeg skal påberåbe mig diverse paragraffer og afgørelser for at kunne få mine skånebehov stillet. Alle ved at erhvervsleder snakker sammen, og har man først været besværlig ét sted, så kan det pludselig blive meget svært at få job et andet sted.

Mit bedste håb er derfor at blive så pissegod til det jeg skal arbejde med, at en arbejdsgiver vil trække på skuldrene over mine måske lidt uforståelige skånebehov og små adfærdsmæssige særheder, fordi de forhåbentligt vil være småting i sammenligning med, hvad jeg kan bidrage med rent professionelt.

Og hvad fortæller hele den her smøre? Jo, såmænd at jeg har gjort mig en masse overvejelser om, hvordan mine chancer for overhovedet at blive selvforsørgende kan øges mest muligt. Hvad fortæller den intet om? Hvad jeg egentlig har lyst til at lave i resten af mit professionelle liv.

Jeg er forholdsvist bredspektret med hensyn til hvilke jobs jeg godt kunne forestille mig selv bestride. Hvis blot jeg kan få lov til at nørkle med noget jura og gøre det jeg er god til, så skal det såmænd nok være fint – så længe det foregår på et sted, hvor forholdene er således, at jeg er i stand til at fungere med mit handicap. Men det er netop den sidste nødvendige betingelse, der gør det tvingende nødvendigt for mig at være så bredspektret. Hvad jeg rent faktisk godt kunne tænke mig at arbejde med placerer sig lidt mere snævert. Jeg kunne på den ene side godt tænke mig at blive dommer. Og på den anden side kunne jeg også godt se mig selv arbejde et sted, hvor jeg støtter en god sag, enten med rådgivning af mennesker, der har brug for det, for eksempel i fagforeninger, patientforeninger el. lign. eller en sag, der er til et fælles bedste såsom noget miljømæssigt. (Ja, jeg er idealist, sådan er det bare.)

Disse andre ting er selvfølgelig også kun mulige for mig, hvis forholdene er således, at der er plads til den realitet, at jeg er handicappet. Handicaps er desværre ikke så praktisk indrettede, at man kan lade dem ligge derhjemme, når man skal noget spændende eller nødvendigt. Der er dog den detalje, at ligesom alle andre mennesker, så stiger også min motivation og mine energiniveauer, når jeg laver noget, der ikke bare føles som sur pligt, men i stedet er spændende/stimulerende/[indsæt selv andre positive betegnelser]. Alle bliver stressede og/eller deprimerede, hvis de dag ud og dag ind skal lave noget, de synes er træls. For tiden er hele vores beskæftigelsessystem skruet sammen til at tvinge folk i træls arbejde (se bare den såkaldte Nyttejob-ordning) for trælshed er åbenbart at betragte som bedre end ledighed. Folk der har et arbejde, som de måske endda er glade for arbejder for meget, og man kan læse rundt omkring at mange gør det fordi de er bange for at miste jobbet i næste fyringsrunde. Så man accepterer af nød trælsheden frem for ledigheden. Det er man nødt til, for systemet er blevet indrettet således at ledighed er ligmed en endnu mere træls aktivering/”nyttejob”.

Er det et under at antallet af folk med stress stiger og stiger? Næh. Og det her gør sig gældende for helt almindelige normalt-fungerende mennesker. Hvordan mon så det rammer os med andre besværligheder? Jo, det rammer da dobbelt. Den energi, man kan få af at have et arbejde, som man synes er godt og spændende, er rar at have for alle, og den skaber gladere og bedre medarbejdere. Men den er nærmest pinedød nødvendig for overhovedet at kunne have et arbejde, når man også har et udmattende handicap.

Al den stund at det nærmest er blevet ugleset overhovedet at beskæftige sig med at udvide sine horisonter og finde sine personlige styrker i stedet for at bevæge sig hurtigt igennem den boglige læring, er der kommet så meget fokus på hvad man kan blive, at hvem’et helt er glemt. Men det hvem man er, der definerer om man kan håndtere den hylde man er endt på. Og ved man ikke hvem man er, er det rent terningkast om man ender på den rette hylde.

Er man en overmåde stærk person (stærkere end undertegnede i hvert fald, og jeg er ingen svækling) kan man måske håndtere et arbejde på den forkerte hylde. I hvert fald hvis man forholder sig til det, som min gode kollega, Palle, fra dengang på Velux udtrykte det: “Jeg arbejder for at holde fri.” Han gik på arbejde for at tjene penge, så han kunne bruge dem på de ønskede fornøjelser i sin fritid. Jeg agiterer ikke for at arbejdet skal blive en fritidsbeskæftigelse sådan som det er for rigtigt mange karrieremennesker. Tværtimod – jeg mener at det er sundt og vigtigt at have helt fri fra arbejde en del af sin tid, så man rent faktisk har tid til at dyrke nogle fornøjelser i fritiden. Man behøver imidlertid ikke at kigge sig langt omkring, ej heller være topforsker i hverken socio- eller psykologi for at se, at det ikke er nok. Det er ganske enkelt ikke nok, hvis man skal bruge al sin fritid på at hvile ud ovenpå et virkeligt træls arbejde. Arbejdet er ganske enkelt nødt til at være, om ikke ligefrem fornøjeligt, så i hvert fald så u-træls, at fritiden kan bruges på fritidsfornøjelser.

Da jeg til at starte med læste på fuld tid var det min virkelighed. Al min fritid gik med at komme til hægterne, og når jeg tillod mig at bruge tid på mine hobbies, havde jeg dårlig samvittighed over at jeg ikke studerede noget flittigere – at jeg ikke kæmpede mere og hårdere for at blive til noget. Det havde nær betydet at jeg ikke var kommet igennem 2. semester. Med studier på let nedsat tid, kræver de lige nøjagtigt det mindre energi, at jeg kan studere, hvile ud OG tilmed have lidt tid til min kæreste, mine venner og mine fritidsinteresser. Ikke så meget fritid, som jeg godt kunne ønske mig, men nok til at jeg holder mig mentalt og emotionelt sund, hvilket jo er forudsætningen for at lave noget som helst fornuftigt.

Noget som politikere ville gøre klogt i at indse snarligt er ganske enkelt, at det er fuldstændigt underordnet, hvad et menneske har potentialet til at blive til, hvis man ikke holder sig for øje, at det menneske skal være et sundt og fungerende individ (med eller uden handicaps) – altså hvem personen er – før det overhovedet er muligt at være noget.

Enøjet fokus på at mennesker skal være “noget” er en tingsliggørelse af individerne – også rent sprogligt. “Et” er den intetkønnede artikel i det danske sprog, hvor “en” er den kønnede. Hvis man derimod skal være “nogen”, så må personligheden og ens personlige grundværdier i spil. Det tror jeg er tvingende nødvendigt at de kommer, med mindre hele arbejdsstyrken skal lægge sig med stress og/eller depression. Den nuværende drift mod at både nuværende og fremtidige arbejdende individer skal være “noget”, mens man på virksomhederne taler om virksomhedens grundværdier, som om virksomheden er en person med holdninger; som om virksomheden er en “nogen”, kan kun føre til flere ulykkelige individer i befolkningen. Ikke kun blandt de unge og studerende, som Nina Möger Bengtsson skriver om, men blandt alle; unge som gamle, arbejdende som ledige. At de-personalisere befolkningens individer kan aldrig nogensinde føre til andet end en mere stresset og mere syg befolkning.

Det helt paradoksale er, at denne undergravning af menneskers helbred og derfor også deres produktivitet sker i vækstens og fremdriftens forkromede navne.

At Holde Sig Selv Udenfor

Jeg sidder og læser Skønhedens Magt af Nancy Friday. Den handler overhovedet ikke om autisme, så jeg vil ikke komme nærmere ind på indholdet her. Friday skriver følgende:

Jeg kan huske, at jeg kom hjem fra børnehaven med en tegning, som jeg havde lavet til min mor. I dette erindringsbillede, som er et af mine tidligste, står jeg for foden af trappen og kalder på hende, mens hun skynder sig hen over afsatsen ovenpå. Jeg vil have, at hun skal se på mig og se, hvad jeg har lavet, men hun har travlt og går ind på sit soveværelse uden at se. Denne erindring forbliver i mit sind som det øjeblik, hvor jeg besluttede aldrig nogensinde mere at prøve at fange hendes blik, at straffe hende ved ikke at vise hende mine bedrifter, mine præmier, mine perfekte karakterer og præstationer, men vise dem til alle mulige andre, især hendes far.

Mit fem år gamle jeg overbeviser mig [stadig] om, at jeg er ligeglad med, at hun ikke glæder sig særligt over min succes; når det kom til stykket, var det jo mig som “lukkede hende ude”. Men det gør stadigvæk ondt.

Skønhedens Magt er (som det ses) selvbiografisk, og denne passage rørte ved mig og mindede mig om noget. Friday skriver om, at vi alle har et behov for at blive set – så vidt jeg forstår hende handler det helt basalt om anerkendelse af ens person. Passagen her har jeg oplevet omend i en lidt anden form. Reaktionen på ikke at blive set og anerkendt for den man er eller det man har lavet har jeg nemlig haft på nøjagtigt samme måde. Jeg oplevede at mine klassekammerater i skolen ikke forstod mig, at de ikke gad den rigtige mig, at de kun gad den del af mig, som kunne hjælpe dem med deres opgaver – for at anvende Friday’s terminologi: de så mig ikke.

I mange år gik jeg og havde overbevist mig selv om, at det var mit eget valg, at jeg ikke havde så meget med dem at gøre; At det var fordi jeg syntes, de var kedelige, fjollede, dumme, interesserede sig for tåbelige ting, som jeg ikke gad dyrke sammen med og så fremdeles. Det var vigtigt for mig at føle, at det var mit valg – at magten til at tage det valg lå i mine hænder. At samvær eller ej var et spørgsmål om min beslutning, og ikke én, der blev taget for mig af nogle andre. Da jeg ikke længere blev inviteret til fødselsdagsfester fortalte jeg mig selv, at det da selvklart var fordi jeg alligevel aldrig dukkede op til dem, jeg var blevet inviteret til. Sandheden var dog, at jeg kom til nogle af de fødselsdagsfester, men jeg var nødt til at tro på, at det var min beslutning, og at jeg altså ikke blev holdt udenfor. Jeg var nødt til at tro på, at det var mit eget valg at trække mig.

Når jeg (da vi var blevet teenagere) ikke blev inviteret med i byen var det jo fordi jeg alligevel ikke gad, og fordi jeg syntes det var dumt og tåbeligt. Jeg lavede en masse af den slags mentale krumspring for at omgå det faktum, at mine klassekammerater faktisk ikke gad være sammen med mig. Det har selvfølgelig været fordi vi var så forskellige – at min neurologi er aparte er i virkeligheden ikke så svært at se – de forstod mig temmelig sikkert ikke. Og dem man ikke forstår hygger man sig jo ikke sammen med. Men jeg var nødt til at fortælle mig selv, at det var mit valg. Jeg var nødt til at føle, at det var min beslutning og at det ikke var noget, der blev gjort imod mig uden jeg kunne have nogen indflydelse på det. Der var selvfølgelig ting, jeg havde indflydelse på – jeg inviterede jo heller ikke dem til fødselsdag. Det kunne jeg have gjort, men ved at lade være, så havde jeg taget beslutningen og derved frataget dem muligheden for at holde sig væk.

Mange år senere har jeg snakket med min mor i forbindelse med, at hun fik kontakt til en gammel skoleveninde. Hun fortalte, at veninden havde nævnt, at de to blev holdt udenfor dengang i skolen. Men mors oplevelse havde været, at det var de to, der holdt alle de andre udenfor deres lille litteratur-nørdede to-mands-klub.

Det er vist ikke så svært at se, hvor jeg har netop det personlighedstræk fra. Dengang i skolen oplevede jeg kun sjældent, at jeg blev holdt udenfor. Jeg oplevede langt oftere, at jeg så at sige holdt de andre udenfor mit indre liv. Jeg rynkede på næsen af deres barnligheder (og ja, jeg var sgu nok lidt for overbevist om egen modenhed dengang, det må jeg tage på mig) og jeg rystede på hovedet af de fritidssysler (først lege, senere hen hobbies) som jeg betragtede som intetsigende. Jeg tilvalgte de aktiviteter, som jeg følte gav mig værdi, og på den ene side er det nok rigtigt nok, at jeg med det aktivt også skubbede en del af mine klassekammerater væk, men jeg blev også aktivt fravalgt af en pæn andel af dem. Det kan jeg se nu – og nu gør det ondt. Nu gør det ondt at tænke på, at jeg på grund af min anderledeshed blev fravalgt og holdt ude. Jeg fortryder på ingen måde mine valg af aktiviteter, men jeg var dengang kommet så meget ind i rutinen med at holde de andre væk fra mig, før de får chancen for at holde mig væk, at jeg end ikke forsøgte på at udvikle en dybere kontakt til de to andre, som rent faktisk delte nogle af mine interesser.

Nu kan jeg her i Friday’s bog læse, at hun har gjort det samme overfor sin mor. Forsvarsmekanismen er altså ikke helt fremmed og usædvanlig, og det er da en slags trøst.

Tankevækkende er det også. Jeg har nemlig ikke indtryk af, at Friday er bare i nærheden af autismespektret, så denne forsvarsmekanisme – denne tanke-akrobatik der tjener til at bibeholde forestillingen om magt over eget liv – er åbenbart noget, der fungerer på tværs af de neurologiske forskelligheder, der kan gøre det svært at forstå hinanden. Mere forskellige er vi åbenbart ikke.

Requiem for en ven (eller to)

Kaptajn Klo, Kaptajn Gråskæg, ProvoKat, Pusling, Tuspus, Kaktussen, Fedberg, Kampkatten, Gyserkatten, Vagtkatten, Staktus, Kakpus, Tuflen, Puflen, Tufpuf, Pufling, Tuflingspuf, Puflingstuf, Puffeldyr, Puffel.

Kær kat havde mange navne. Han rigtige navn var Kaktus, endskønt jeg er sikker på, at han havde sit helt eget og for mennesker ukendt navn. Det har katte jo, hvis man spørger T.S. Elliot og Andrew Lloyd Webber. Hans titel må også have været noget i stil med Kaktus den Frygtløse, Betvinger af Spidsmus og Terriere.

Han kom til mig i efteråret 2008 fra en tidligere medstuderende. Friða kunne ikke have ham og Taktur med sig hjem til Island. Med karantæne og hele baduljen var det et alt for omfattende projekt for to seniorkatte. Men at lade to så skønne katte blive aflivet var ikke noget jeg kunne bære, så jeg tog dem til mig.

Taktur holdt desværre kun et år. Hans helbred skrantede meget pludseligt, og han måtte gå over regnbuen i august 2009. At have sine toben helt for sig selv, var noget Kaktus nød  fulde drag. Han blomstrede op som solo-kat. Det var nu heller ikke altid lige let. Han havde selv været meget syg i 2009. Han var meget overvægtig (9,3 kg) da jeg fik ham, og den første tid tabte han sig meget. Med kastrerede hankatte, som tilmed er eller har været overvægtige, og som også har tabt sig pludseligt er der den risiko, at de udvikler urinsten (struvitter). Og det gjorde Kaktus; med eftertryk. Han fortalte mig med et ulykkeligt miav, at han havde det dårligt, hvorefter han brækkede sig. Første undersøgelse på Kolding Dyrehospital fandt de ikke noget og sendte os hjem med skånekost til fordøjelsesproblemer. Dagen efter havde Kaktus lagt sig ind under min seng for at dø – som katte jo gerne opsøger et privat sted til at ordne den slags i fred. Akutbesøg hos samme dyrlæg viste nu, at hans urinrør var irriteret og rødt og totalt blokeret af urinsten. Han kunne simpelthen ikke komme af med sit vand. Hans blære var ved at sprænges, og havde jeg ventet få timer til var det nok sket sagde de. Det blev en ordentlig omgang med narkose og udskylning af urinkrystaller fra urinvejene. Den pædagogiske veterinærsygeplejerske forklarede mig, at det nok ca. føltes som at have fået sandblæst urinrørets inderside. Empatiske læsere vil her – ligesom jeg selv – sikkert sidde med korslagte ben og skære smertensgrimasser.

Derefter fulgte en proces med penicilin, smertestillende og struvitforebyggende foder. Det viste sig imidlertid, at Kaktus var allergisk overfor det mærke Kolding Dyrehospital anvendte, og jeg mødte meget lidt hjælpsomhed derfra til at finde frem til, at det var fødevareallergi der var problemet. Derimod kunne jeg altid regne med at blive nedladende belært om, at han altså skulle tabe sig. Fuldstændig uagtet, at han faktisk havde tabt sig ca. 2 kg på det tidspunkt allerede. Jeg fandt til sidst ud af på egen hånd, at foderet var problemet. Men uden foderet til at forebygge tilbagefald, fik han naturligvis tilbagefald.

Så valgte jeg at søge hjælp hos Dyrlægehuset Kolding. Med stor omsorg for Kaktus – men også for mig (og det var højt værdsat) – blev problemerne endnu engang løst, og nu kom der forebyggende foder, som han faktisk kunne tåle. Det hjalp jo gevaldigt på sagerne, og langsomt kom de styr på tingene. Men Kaktus og hans system var noget hardcore at danse med, og ca. en måned efter at vi havde sagt farvel til Taktur fik han endnu et tilbagefald. Det almindelige forebyggende foder (c/d) var ikke nok til at holde hans urinkrystaludvikling nede, så der måtte en lidt heftigere cocktail indeholdende noget af behandlingsfoderet (s/d) til også. Stor kat – store problemer.

Endelig var der styr på det. Men han var på det tidspunkt 10 år, og jeg var mig meget bevidst om, at en seniorkat, der allerede have haft sådan et sygdomsforløb, nok ville have begrænset levetid. Den slags slider på systemet, og hans nyrer kunne nemt have taget skade. Desuden var han stadig overvægtig selvom han havde tabt sig en del, og den slags giver jo slidgigt i bevægeapparatet. Jeg var forberedt på kun at have ham i et par år til. I stedet fik jeg 4½ år til med ham.

Han var hos mig i september 2009, da jeg havde fået min autisme-diagnose og langt om længe havde fundet ud af, hvorfor jeg var anderledes. Den slags er katte (og andre dyr) ligeglade med. Så længe man kæler dem, hvor de vil have det og bringer dem god mad og guf, så er de fuldstændigt bedøvende ligeglade med, at den neurologi man er født med ikke rigtigt passer lige godt ind i alle sammenhænge. Især de sociale.

Senere det efterår brød jeg med min daværende kæreste. Jeg stod med gæld, en indkomst bestående af kontanthjælp, en diagnose jeg endnu ikke vidste hvordan jeg manøvrerede med i forhold til, hvordan mit videre liv skulle forme sig, en basal mangel på muligheder, der uden videre kunne sættes i værk og en kat. En kat, der næsten hver nat sov ved siden af min hovedpude og spandt så det rumlede i hele sengen, så jeg på trods af mine bekymringer kunne falde i søvn og sove godt.

Jeg og Kaktus flyttede ind i min mors gæsteværelse. Det var en logistisk udfordring, for mors dejlige hund, Kian – også kendt som Fætter Flapøre, Fætter Guf og Vuflingen, kunne ikke udstå katte. Katte var sådan nogen, der skulle jagtes op i træer eller slås ihjel. Og så skulle de i ørigt gøes og hyles ad, så vinduerne klirrede. Kaktus tog det med ophøjet ro. Faktisk så morede han sig med at provokere Kians irske terrier-temperament. Jeg er i hvert fald sikker på at han morede sig. For en sikkerheds skyld havde vi huset delt op i to afdelinger med en altid lukket dør imellem. Kian vidste udmærket godt, at der på den anden side af døren boede et farligt kattemonster, som skulle trynes, hvis han nogensinde fik muligheden. Det var dog ikke altid han holdt øje med døren – det gjorde han typisk kun, når Kaktus i sin udspekulerethed havde placeret sit magelige korpus liggende lænet op ad nævnte dør. På den måde strømmede der nemlig en provokerende hørm af kat ind under døren til Kians vogtende snude, som straks alarmerede ham om, at der på modsatte side var noget, der skulle råbes højt ad. Og det gjorde han så. Længe. Skulle det ske, at han blev træt af de manglende resultater, skulle Kaktus nok holde ham igang. Når det underholdende råbehoved holdt op med at gø, kunne man nemlig stille sg op ad døren og kradse og banke lidt over hundens hovedhøjde, og så fik man lige en koncert til.

Kaktus havde også sin vante plads i vindueskarmen på mit værelse. Derfra kunne han også se, når mor og Kian kom hjem fra luftetur. Kian skulle tit hen og snuse ved vinduet – der var jo ofte en kat at gø ad. Og sejr! Katten forsvandt! Men ak og ve, den sad blot og ventede ude ved ruden ved siden af hoveddøren, hvor man så også blev nødt til at råbe ad det stribede gespenst. Og Kaktus vidste det – og hver gang Kian havde råbt ad ham ved vinduet, strøg han ud til hoveddøren og ventede på at kunne vise kløer der.

Ligesådan nød Kaktus ofte eftermiddagssolen liggende på kummefryseren ved bryggersvinduet. Og udenfor i haven udførte Kian tit og ofte en krigsdans med dertil hørende hyl, fordi der måtte altså ikke ligge en kat i vinduet ud til hans have. Og hvis Kaktus skulle hoppe ned fra fryseren og forsvinde ud af syne, så stormede Kian ind i huset og hen til døren der adskilte deres respektive territorier – og Kaktus ventede troligt der, for han var også klar over, at et skænderi var først færdigt, når han havde fået Kian op i det røde felt og derefter nonchalant vandret ind på min seng som intet var hændt.

Selv efter jeg og Kaktus flyttede derfra skulle Kian altid lige tjekke ved hoveddøren og bryggers-vinduet om der mon skulle ligge en kat man kunne huje ad. Man kan aldrig være for forsigtig.

En gang havde mor glemt at lukke døren mellem dyrenes afdelinger. Kian – som den selskabelige hund han var – trissede med hende ud i kattens domæne. Han tænkte ikke på at lede efter Kaktus, som for en gangs skyld ikke lå og var klar til provokation. Jeg sad inde i stuen og opdagede pludselig, at døren stod åben. Uden at lave larm og postyr og derved alarmere dyrene til uønsket handling skyndte jeg mig hen for at gelejde Kian ud på den rigtige side af døren og lukke den. Han var dog allerede på vej ind i stuen, og sekundet før jeg nåede døren, så jeg Kaktus komme travende i den der landvindende, målrettede gangart man ser hos snigende, jagende løver inden de springer frem fra savanne-græsset og kaster sig over de intetanende gazeller. Egentlig både utroligt og overraskende så elegant og lydløst den tykke kat kunne bevæge sig. Kaktus sprang frem med kløerne forest, med alle intentioner om at sætte dem i Kians bagparti. Kian fornemmede tilsyneladende noget i sidste øjeblik, og satte i et pludseligt spring fremad, dvs. ind i mig. Jeg var ved at vælte, og slog min hånd ind i døren, som jeg forsøgte at lukke så hurtigt som muligt, og det var kun med nød og næppe, at jeg undgik, at Kaktus fulgte med ind i stuen for at give Kian høvl.

Kian var ikke mindre ihærdig med at gø ad døren efter den forskrækkelse.

Kian var i det hele taget omhyggelig med at gø ad alt, hvad der trængte. Da han boede i Egholt havde han fint styr på, hvornår mælkebilen kom forbi og skulle dreje om hjørnet ved hans have. Og han sørgede for at være ude i tide, så han kunne sende den videre med en halsende salut – med mindre selvfølgelig det regnede. Våd kunne han ikke udstå at blive. Og det i en sådan grad, at han gerne holdt sig i mange, mange timer, for ud i regnen og tisse ville han ikke om han så blev betalt for det med guf.

En gang imellem lukkede vi Kian inde på det værelse, hvor han boede, når han skulle være alene hjemme. Så havde jeg nemlig mulighed for at lukke Kaktus ud i haven, som jo alligevel var indhegnet. Det nød han meget. Så tussede han rundt på plænen og ud mellem diverse buske og andre vækster. Adskillige gange kunne han ses i sit klodsede løb i forgæves forsøg på at fange en af de duer, der frekventerede mors foderplads. Selv de sløve duer var alligevel for hurtige til at tage flugten til at en gumpetung kat kunne overrumple dem. Men det skulle aldrig lades uforsøgt. Noget der godt kunne fanges var spidsmus. Dem fik han taget en del af. En håndfuld af dem tog han med sig ind. Nogle af dem var døde, så de kunne passende baskes rundt på stuegulvet og trække små sirlige blodspor 10 minutter før man fik gæster. Andre var levende og måtte med et eller flere tobens hjælp jages frem fra diverse tilflugtssteder, så de kunne genindfanges og sejren nydes med velbehag.

Haven var i det hele taget kilde til megen spænding. De lune og lyse sommeraftener kunne man nogengange se Kaktus i vilde (for så gammel en herre) spring henover græsplænen i forsøgene på at fange sværmere. De noget mere langsommelige og belejligt ikke-luftbårne edderkopper indendørs værdigede han ikke et blik – dem måtte vi toben virkelig selv tage os af. Kian derimod fangede fluer, hvepse og bier med stor entusiasme. De skulle vagtsomt betragtes indtil de kom så tæt på, at han kunne snappe efter dem hurtigt med læberne, og undgå at blive bidt men samtidigt få dem uskadeliggjort så de kunne spises. Kaktus åd aldrig de insekter han fangede – det gorde Kian. Kian åd tilmed også de insekter man pandede ned med fluesmækkeren.

Lidt for meget spænding blev det til en dag, hvor jeg sad inde i stuen og pludselig kom i tanker om, at bryggersvinduet mod indkørslen da vist havde stået lidt meget åbent sidst jeg havde set det. Jeg gik ud for at tjekke det. Det std forholdsvist åbent, og Kaktus var ingen steder at finde i sin afdeling af huset. Pludselig var der postyr inde fra Kian i hans afdeling. Så løb jeg derind for at se, hvad der var galt. Intet andet såmænd, at Kaktus efter han var undveget ud ad vinduet var lusket ind i haven for at komme ind igen. Dér var der jo imidlertid en irsk terrier, som ikke var helt enig i, at sådan en stor rundstrikket stribemis hørte til der. Da jeg nåede ind i stuen, var Kaktus nået helt derind også. Han sad såmænd under sofaen og hvæsede ad Kian, som stod og var ved at gå helt fra koncepterne over at stå ansigt til ansigt med noget så frygteligt som Kaktus. Det lykkedes heldigvis uden videre vrøvl, at få dem placeret i hver deres afdeling nok engang.

Kaktus lærte også at tælle til fem. Da jeg fik ham var han absolut ikke meget for at blive løftet på. Det endte han med at lære. Han endte sågar med at acceptere det i en grad, hvor han vedblev med at tilfredshedsspinde når man løftede på ham. Men han undgik det nu alligevel helst, hvis han kunne. Og derfor lærte han at tælle til fem. Når jeg skulle tidligt op og afsted i hverdagen, hvor mor først mødte til middag, så hyggede mor med Kaktus mens jeg gik i bad (og Kian, som var udpræget B-person, sov længe inde i mors seng). En del af denne morgenhygge bestod i, at han på køkkenbordet blev forkælet af mor med sin morgenration af fem lækre styks katteguffer, og når de fem var udleveret løftede hun ham op og kælede med ham på skulderen. Han lærte snarligt at tælle til fem og skynde sig væk efter den femte blev udleveret.

Engang da min bror, Simon, overnattede hos mor mens jeg selv var væk på weekend, lånte han naturligvis min seng, som alligevel stod ledig. Frisk sengetøj blev lagt på mens mit bare lige lå og ventede på en stol ved siden af. Den efterfølgende morgen valgte Kaktus at udtrykke sin utilfredshed med den fremmede i hans seng ved at skide på min dyne. Jo, han var en herre, der nok vidste hvad han mente om tingene. En anden gang overnattede Simon på en gæstemadras i stuen, og der i mørket om natten hørte han pludselig en lyd. Han kunne ikke identificere den og lå der i mørket og var selvfølgelig i stand til at forestille sig mange spændende ting, som han senere grinende fortalte. Der blev stille. Der lød en snøftende lyd og så var den rytmiske dappen der igen. Og pludselig lød der kraftig brumlen lige ved hans ansigt. Siden har Kaktus også været kendt som Gyserkatten.

Men Kaktus flyttede jo med mig til Vamdrup i 2012. Og samtidig fik han selskab af Chili, en noget mindre og noget yngre hunkat. Det var lidt mærkeligt lige i starten, men de tog godt imod hinanden. Faktisk så jeg dem flere gange lege med hinanden. Kaktus var godt nok 13 år, så den helt store legelyst kunne han ikke mønstre. I hvert fald kunne den sjældent hamle op med hans dovenskab. En ting de to dog rutinemæssigt gjorde var at drille hinanden ved toiletbesøg. Når den ene gik i kattebakken på badeværelset stillede den anden sig på lur lige uden for døren, klar til at springe frem og sige kattenes version af “BØH!” så begge derefter fór igennem lejligheden for fuld udblæsning – og så vidt muligt helst i hver sin retning. At fare gennem lejligheden var i det hele taget noget Kaktus yndede at gøre efter toiletbesøg. Også uden et BØH til at sætte gang i det. Lidt motion skal man jo have.

Madglad var han også altid. Han fik dog ikke lov til at spise menneskemad. Den slags er ikke godt for katte, men et lillebitte hjørne af osten fra mors ostemad, eller en lille dut af den lækre blåskimmelost, det var han nogen gang heldig at få, og han nød det i fulde drag. Men den slags feder jo, når man er en kat, så det skulle ikke ske for tit. Derimod fik han ofte lov til at slikke en tykmælksskål ren, og det gjorde han med stor omhu.

Opmærksomhed skulle han nok få. Han trådte næsten aldrig på mit tastatur, men han havde en imponerende evne til at placere hele sin brede krop mellem mig og tastaturet og så ellers bare flyde ud og blive bredere indtil det eneste jeg kunne nå var ham.

Engang imellem skulle han også ordne mit hår. Det blev typisk gjort fra ryggen af sofaen eller lænestolen, og så blev min hovedpels ellers ordnet af en, der var født til den slags. Jeg valgte at tolke det som at han betragtede mig som æres-kat. Men han havde i det hele taget en ting med hår. Når jeg kom hjem og han lå på bordet eller en hylde og hilste med et “meeeu”, så skulle han altid lige snuse mig i pandehåret og nogengange tilmed slikke mig i panden eller på det ene øjenlåg. Det samme gjorde han med min kæreste, Simon, som slet ikke har noget hår, og min mor. Også min bostøtte har fået pandelokkerne inspiceret af Kaktus. Det mest imponerende var dog for nogle år siden ude hos mor, hvor min tante Lisa var på besøg. Hendes hår er stort og krøllet, og hvis ikke det var fordi Kaktus trods alt ikke kunne svæve, så havde han forsøgt at rulle sig i det. Han blev helt ekstatisk af netop hendes hår.

I Vamdrup kom der også et par kronegekkoer i huset. De står ligeså fredeligt i deres terrarium, men ifølge Kaktus skulle der holdes øje med dem. I sommerhalvåret, hvor hannen, Mester, synger (gekker) til hunnen, Margarita og de parrer sig på livet løs, så Kaktus det som sin pligt, at stoppe den slags frivole øgle-kissemisse. Aldrig så snart gik de to små skællede væsener i gang med ægteskabelige aktiviteter på deres gren, før en ihærdig Kaktus stod med begge poter på glasset og bankede på for at få noget ordentlig opførsel. Den slags mente han tydeligvis ikke sømmede sig. Når han ikke forsøgte at opdrage på dem, sad han til gengæld og var dybt fascineret af dem. Kanal Gekko sendte tit nogle meget spændende programmer.

Kaktus var også meget belæst. Det skete ganske ofte, at jeg fandte bøger på gulvet, når han havde været på spil i bogreolen. Jeg fik aldrig lært ham at sætte sin lekture på plads efter brug, og i betragtning af, at jeg fik lært ham at få børstet tænder i en aler af 11 år, så er det godt nok lidt slapt, men sådan er det jo. Man kan ikke nå det hele. Ondsindede rygter vil vide, at bøgerne på gulvet blot var fordi Kaktus af og til fejlberegnede, hvor meget plads han skulle bruge til at vende sig om inde bag ved bøgerne og derfor kom til at skubbe dem ud, men havde man én gang set den kat bemægtige sig min juridiske faglitteratur, så kan man ikke betvivle, at han naturligvis læste bøgerne.

Både Kaktus og Kian var i øvrigt store yndere af musik. Stillede man sig og øvede blokfløjte i stuen (hvad både mor og jeg gjorde med jævne mellemrum) så kunne man af og til få akkompagnement af Kian med den følsomme kontratenor, som klang allerbedst, når en af nabolagets tæver var i løbetid. Kaktus nød det oftere i tavshed og lå typisk ved mine fødder i en solstribe, og nøjedes med at sætte kløerne i mine tæer, når jeg spillede sopranfløjte. Måske fordi han selv ville have den. Og det ville han. Når jeg lagde en til tørre efter endt øvning, skulle jeg passe på at efterlade den, hvor Kaktus ikke kunne komme til den, eller blev den inddraget. Min sopranfløjte er nemlig af oliventræ, og den lækre smag af olivenolie tiltrækker åbenbart en kat som Kaktus. Den slags skal slikkes på, gnides sig mod og muligvis også bides i. Jeg har til tider været nødt til at indgå byttehandler, så jeg kunne få min fløjte igen formedelst udlevering af en grydeske eller paletkniv – også i oliventræ.

Men alting har en ende.

Kaktus udviklede en knude på halen som viste sig at være kræft. Fordi blodprøverne så fine ud i december 2013 tog vi chancen, og dyrlægen amputerede hans hale. Det gav ham tre måneder til. Knuden havde gjort ondt og han havde slikket den til blods. Han fik det tydeligt bedre de første uger, men så begyndte det alligevel at gå ned ad bakke. Han tabte sig endnu mere, han fik dårligere pels og han mistede appetitten.

Samtidigt havde Kian, som var 9 år, udviklet besvær med at holde på vandet, og han var begyndt at trække lidt på det ene ben. Han kom i behandling for slidgigt i skuldrene, men heller ikke det hjalp nok, og der var tale om en mulig diskusprolaps. Det kan der opereres for, men det skal ske i tide inden nerverne tager permanent skade. En scanning på Århus Dyrehospital viste imidlertid, at der var tale om en kræftknude i rygsøjlen, som var ved at brede sig ud i venstre skulder.

Kian gik over regnbuen mandag den 24. februar. Dagen efter fik jeg bekræftet min mistanke om, at Kaktus var anæmisk. Ugen efter var der vished om, at blodfornyelsen var ubetydelig. Kaktus gik over regnbuen i morges, mandag den 17. marts. Mandage er ved at have et meget blakket ry hos os.

Heldigvis har min mor en ny lille irsk terrier hvalp, som hun akkurat nåede at hente hjem inden de dårlige nyheder kom om Kian. Og ligesom jeg alle årene stod bi med pasning af Kian, kigger jeg også jævnligt forbi og hygger om Tallis. Og heldigvis har jeg også Chili, som lige nu ligger sammenrullet i den anden ende af sofaen og betragter mig. Ellers ville der godt nok have været tomt.

Kian blev 9 år. En irsk terrier bliver typisk en 12-13 år, så det var alt for tidligt at sige farvel til ham. Kaktus kan, trods sit helt specielle væsen, ikke betegnes som andet end en helt almindelig huskat. Sådan nogle bliver i gennemsnit 14-16 år, 13-15 år, 14 år, alt afhængigt at hvor man læser det henne. Kaktus var 14 år – og han ville være fyldt 15 den 10. maj. Så han har udtjent sin værnepligt.

Kian fik fred for smerterne. Kaktus ligger nu ikke mere og mangler energi til selv de mest basale ting. Det vi har tilbage er alle de gode minder og sjove anekdoter, og skønt jeg vil savne dem begge ved jeg at de begge lever videre i vores dejlige minder om dem.

Nytårsstatus

Så blev det 2014.

Jeg tilbragte årets første dag med at færdiggøre en opgave, jeg skal aflevere i morgen. Ikke det skønneste tidspunkt at skulle aflevere opgave, men sådan så eksamensplanen altså ud i år. Der er en vis raison i at se tilbage på året der gik og gøre status. Det vil jeg hermed gøre.

Studierne:Januar 2013 var fredelig, for jeg havde ingen eksamener det år. Det kommer sig af, at jeg læser på deltid for at kunne overkomme det hele. Ikke desto mindre var foråret et hårdt semester, fordi min fagsammensætning reelt bevirkede, at jeg havde et fuldtidssemester. Jeg havde heldigvis været på forkant, og læst en pæn del af pensum i januar, så semesterets arbejdsbyrde var overkommelig. Jeg kom da også igennem, omend det sidste seje træk op til eksamen i juni var hårdt. Jeg planlagde samme nummer i august og læste foran i pensum inden semesterstart. Det hjalp dog ikke det store, for jeg startede semesteret med at stresse voldsomt – overgangen fra ferie til semester er ikke blid, når man har svært ved at flytte sig fra én type hverdag til en anden. Så jeg kom flere 100 sider bagud, og de var først indhentet, da vi nåede frem til efterårsferien i oktober. Og nu afleverer jeg opgave og skal forberede eksamener til denne januar. To skriftlige og en mundtlig. Fritid bliver der først tid til senere.

Kærligheden:
I januar havde jeg som nævnt fri. Den tid brugte jeg blandt andet på Facebook, hvor jeg deltager aktivt i diverse grupper med debat og social snak. I Aspergerforeningens facebookgruppe havde jeg ca. 1½ år forinden stiftet bekendtskab med en fantastisk sød, sjov, klog og nørdet gut ved navn Simon, som jeg meget hurtigt blev meget glad for. Vores kontakt havde godt nok været lidt sporadisk, idet vi begge to havde liv, der til tider krævede lidt meget af os. Vi genoptog den faste kontakt med mange lange samtaler til følge i januar 2013, og det skulle vise sig at være en særdeles god idé. Samme januar tog jeg til Aalborg for at mødes med ham, og vi har dannet par siden den weekend. Der er lidt langt mellem Aalborg og Vamdrup, men vi ses så ofte det kan lade sig gøre i weekender, ferier og hvordan vi ellers kan få det til at hænge sammen. Vi ser begge to meget frem til, at jeg om 1½ år skal videre på en cand.jur. på Århus Uni, for så vil vi slå pjalterne sammen oppe i nærheden af Aalborg. Om jeg pendler til Århus fra Vamdrup eller Aalborg-egnen er jo ét fedt. Tænk sig, jeg, der efter dårlige erfaringer havde konkluderet, at jeg ikke rigtigt egner mig til at bo sammen med et andet menneske, ser frem til at gøre netop det med netop ham her. Det siger vist ikke så lidt.

Dyrene:
Jeg har stadig mine to tossede katte. I sommeren ’13 havde Chili boet hos mig i et helt år. Hun er en skøn lille hyggemis på 5 år, som kommer og sidder på skødet på ikke altid lige belejlige tidspunkter og hjertens gerne tæver et garnnøgle til ukendelighed. Hun gemmer også på en puma i sit indre, er jeg overbevist om, for om aftenen når Simon og jeg har lagt os til at sove, så stryger hun gerne op på hemsen over soveværelset i to resolutte spring via mit dækketøjsskab, og deroppe udstøder hun et slags dybt, knurrende miav, som umuligt kan komme fra et dyr, der er mindre end en puma. Huskat når man kan se hende, puma når man ikke kan. Det er Chili. Når Simon ikke er her sover hun gerne hos mig i sengen. I hvert fald, hvis Kaktus ikke gør.  Lige nu ligger hun – ikke overraskende på mit skød/min mave og spinder så det basker.

Kaktus er på nuværende tidspunkt 14 ½. Han har med andre ord ramt gennemsnitsalderen for en almindelig huskat. I sommers opdagede jeg en bule på hans hale, som jeg straks tog ham med til dyrlægen for at få kigget på. Hun mente at det nok bare var en hale-i-dør-skade, og jeg var på den ene side beroliget, men på den anden side brød jeg min hjerne for at komme i tanker om, hvornår pokker det kunne være sket. Det rimede ikke helt, men dyrlægen sagde dog også, at hvis den ændrede sig, bulen, så skulle jeg komme igen. I December var knuden blevet mærkbart større og der havde udviklet sig et slidsår på den. Afsted til dyrlægen med den gamle fyr. Det viste sig at være kræft, og jeg skulle tage beslutningen om, hvorvidt min højtelskede katteven skulle lades i fred og leve så længe han kunne med knuden, eller om han skulle have chancen med en haleamputation. Jeg valgte det sidste, for Kaktus er frisk og glad og veltilpas, og det skulle han have chancen for fortsat at være. Der er ingen garantier for, at der ikke er kræft andre steder i kroppen, men uden amputation var hans snarlige bortgang sikker. Han blev opereret i December, og dyrlægen har lappet hans halestump så fint sammen. Hun har imidlertid også barberet den, så lige efter operationen lignede det en ende medister han gik og vrikkede med. Nu er der et fint tyndt lag pels. Der vil dog gå noget tid, før hans tykke lag luksuspels er vokset helt ud igen. Lige nu sover han på spisebordet med hovedet på en lille stak bøger.

En nyanskaffelse fra 2013 er Mester og Margarita – to kronegekkoer jeg købte i foråret. De er dejligt nemme at holde og har vist sig at have meget forskellge personligheder. Mester er vældigt nysgerrig. Han sidder gerne og kigger ud i stuen. Især når jeg eller Simon sidder i lænestolen ved siden af terrariet, kommer han og kigger os over skulderen. Hvis man åbner terrariet skynder han sig til gengæld væk. Han vil ikke være fysisk i nærheden af os, med mindre der er glas imellem. Overfor Kaktus’ hale er han derimod frygtløs. En dag da Kaktus lå på lænestolens armlæn og viftede halen i nærheden af glasset, gjorde Mester aggressive udfald mod halen, som er tykkere end hele hans lille krop. Men nu skal Mester ikke bekymre sig om sådan en farlig hale mere. Margarita er stik modsat. Hun sidder mest og gemmer sig i terrariet, men man kan nusse og håndfodre hende, og hun tager det helt roligt, at en stor menneskehånd kommer i nærheden. Henover sommeren lægger hun æg – i sommers kom der ikke noget ud af dem, men begge to er meget unge, så måske der er mere held med det næste sommer. Det kunne være sjovt at få små gekkounger.

Fritiden:Nu er jeg sådan indrettet, at så længe der er pensum, der skal læses, har jeg overmåde svært ved at lade mig selv holde fri. Men lidt fritidssysler bliver det dog til. Jeg spiller rollespil en gang eller to om måneden. Den ene gruppe har kørt med den samme kampagne i flere år nu, den anden skifter med ujævne mellemrum til et nyt spil. Dette har sådan set været situationen i en del år efterhånden, men i år er der stødt endnu en fritidsinteresse til; én der ikke før har været mulig for mig.

Sammen med Simon er jeg i stand til at tage til koncerter. I en del år har jeg godt nok en gang om året med stor fornøjelse og voldsom udmattelse til følge frekventeret Europæisk Middelalderfestival i Horsens samt Fastaval (rollespilskongres) i Hobro, men det der med at stå som sild i en tønde til en koncert, har jeg aldrig kunnet håndtere ret godt – jeg har ikke gode erfaringer. Sammen med Simon kan jeg imidlertid godt. Nattelivet har ikke min bevågenhed, men jeg lytter dog til en del musik, og det er da også rart at opleve en koncert indimellem. Min interesse i klassisk og tidligere musik har ikke givet problemer, da koncerter af den art sjældent medfører sild-i-tønde-tilstand blandt publikum. Men jeg hører også heavy og dødsmetal – og dér får man altså ikke pladsbilletter. Men pyt, for jeg har opdaget, at når jeg er sammen med Simon, så kan jeg meget mere end ellers. Vi havde en fornemmelse, og vi testede den i februar da Svartsot spillede på Studenterhuset i Aalborg. Det gik fantastisk, og jeg fik min første live-oplevelse med metal. Siden da har vi fartet land og rige rundt efter diverse metal-arrangementer. Copenhell (København), Metal Magic (Fredericia), MetalArm (Grenå), AMF (Aalborg), Death (Århus), Black Sabbath (København), og vi har haft nogle fantastiske oplevelser, som jeg aldrig nogensinde havde drømt om skulle være tilgængelige for mig. Vi håber at Copenhell bliver mulig igen i 14, men den ligger ubehageligt tæt på eksamensperioden, så det vil tiden vise. Vi planlægger at besøge Metal Magic igen, og vi har allerede billetter til sommerens Wacken Open Air i Tyskland.

Og ja, så begyndte jeg at blogge. Jeg har en masse ting jeg gerne vil dele med verden, og jeg kan uden at lyve sige, at jeg har flere udkast til indlæg end jeg har publicerede indlæg. Men jeg er også notorisk dårlig til at få færdiggjort den slags ting, det følger med en dårlig eksekutivfunktion. Jeg har forsøgt at rutinisere det, så jeg er sikker på at få skrevet jævnligt, men det er helt tydeligt ikke på plads endnu.

Det dårlige ved 2013:
Bortset fra alle fornøjelserne var der også nogle bedrøvelige ting ved året der gik. I sommers gik min faster bort efter få måneders stædig kamp mod hård sygdom. Hun fik en smuk bisættelse, der reflekterede hendes enorme omgangskreds. En uge inden jul mistede min svigermor sin mand, som jeg slet ikke nåede at lære nær så godt at kende, som jeg ville ønske. Efter godt tre års kamp mod kræft kunne hverken stædighed eller kærlighed gøre mere. De vil begge blive savnet.

De sørgelige begivenheder til trods har det dog overordnet set været et godt år, og skønt minderne til tider kan være bedrøvelige, så er der dog mange flere af de gode at tage med mig ind i 2014.