Forsøg på Forklaring af et Forvirret Følelsesliv

Note: Først skrevet som svar på et spørgsmål i Autismeforeningens Facebook-gruppe, men det blev så langt og grundigt, at det fortjente at blive til et blog-indlæg.

Jeg var helt op i 20’erne slet ikke klar over, at mit følelsesliv ikke lignede andres. Jeg syntes jo at jeg havde nogle ret naturlige reaktioner på de fleste ting. Jeg blev ked af det, når jeg blev drillet, jeg blev glad, når folk var søde ved mig, jeg blev vred, når jeg synes folk opførte sig dårligt eller uretfærdigt overfor mig eller andre. Men det er også det jeg vil kalde reaktive følelser – de kommer som en reaktion på en ydre omstændighed eller handling. Jeg kunne se i min omverden at andre også blev kede, når de blev drillet, og ud fra det har jeg ikke haft grund til at antage andet end, at jeg da ikke var markant anderledes følelsesmæssigt.

Men udover de reaktive følelser er der også dem man måske kunne kalde tilstandsfølelser. Den baggrundsglæde man kan opleve en dag eller gennem en længere periode, den længerevarende følelse af nedtrykthed, som – hvis den er dyb og varer længe – kan være en depression, følelsen af at holde af et andet menneske, følelsen af ikke at kunne lide et andet menneske – ikke på grund af nogle specifikke hændelser, men bare den der mere statiske følelse der bare er som den er.

Den type følelser har jeg haft meget svært ved at identificere korrekt. Og det er den slags, som man typisk heller ikke kan se på andre menneskers adfærd, fordi disse tilstandsfølelser, netop fordi de ikke er reaktive, heller ikke er nogen der leder folk til specifikke handlinger.

Det var alle dage lettere for mig at identificere øjeblikkets glædes-reaktion på at skulle besøge min mormor og morfar, end det nogensinde har været at mærke tilstandsfølelsen af at holde af dem. Og den dag i dag har jeg lettere ved at genkalde mig følelsen af at miste dem, end tilstandsfølelsen af savn, der fulgte.

Dette har i mit ikke specielt succesrige kærlighedsliv betydet, at jeg relativt let har kunnet mærke den reaktive følelse af at blive fascineret af et andet menneske; den følelse jeg oprindeligt troede var forelskelse, men som faktisk bare var fascination. Så har jeg kastet mig ud i forhold, og da fascinationen så ebbede ud fordi jeg havde lært alt det spændende ved personen at kende, så var der ikke mere tilbage.

Dette har desværre betydet, at jeg har været et relativt let offer for folk, der har luret at de bare skulle finde ud af at fascinere mig, så sad jeg i nettet.

Hvad værre var, jeg kan jo ikke se på andre mennesker, hvordan deres indre liv er, når de er i et forhold, og fordi jeg aldrig mistænkte, at jeg var anderledes end andre på dette punkt, anede jeg aldrig uråd. Det var først da jeg fik min diagnose og begyndte at lære om det her, at det gik op for mig, hvorfor jeg gentagne gange var endt i virkeligt giftige forhold, hvor jeg i et par stykker blev decideret misbrugt. Svaret var, at jeg aldrig var blevet klar over, hvad den her kærlighed-ting var for noget. Den der følelse, som er grundlaget for at blive i et parforhold, men som ingen rigtigt sætter ord på, fordi den “bare er der” og “det ved man bare”.

Jeg antog, at sådan som jeg oplevede det var sådan det var.

Men det var jo ikke tilfældet. Jeg kom ud af mit sidste forhold et par måneder efter jeg blev diagnosticeret, og derefter holdt jeg mig fra al den slags. Først mere end 3 år senere kastede jeg mig ud i et nyt forhold, denne gang med et helt andet perspektiv.

Jeg har stadig svært ved at mærke tilstandsfølelserne. Jeg har meget svært ved at mærke om jeg føler savn – det gør jeg typisk ikke. Jeg kan føle et ønske om at opleve specifikke ting, men at føle en tilstandsfølelse af savn/mangel på noget, det er meget sjældent for mig. Jeg har meget svært ved at mærke at jeg elsker min kæreste, fordi de her tilstandsfølelser fylder meget, meget lidt i mit indre liv. Jeg skal grave dybt – ikke bare for at identificere dem, men ligefrem for at se efter om de overhovedet er der.

Det betyder for mit vedkommende, at reaktionsfølelserne fylder meget mere i min oplevelse af mit følelsesliv end tilstandsfølelserne. Men efter jeg er blevet bevidst om dette er jeg også blevet klar over, at jeg skal passe meget på, før jeg tager beslutninger baseret på dem. Jeg skal give reaktionsfølelserne tid til at ebbe ud, så jeg kan få fred indeni til overhovedet at blive i stand til at mærke, hvordan det forholder sig med mine tilstandsfølelser. Det er afsindigt svært og kræver typisk mange dages grunden over tingene. Og nogen gange er det uudgrundeligt og jeg finder ikke svaret.

Det hænder også forholdsvist tit at mine reaktionsfølelser er forsinkede fordi min hjerne lige skal have tid til at bearbejde alle indtrykkene – men det betragter jeg som et resultat af, at der i en autistisk hjerne som min skal bearbejdes så mange flere indtryk, at alting bare kommer til at stå i kø – inklusive følelserne. Men reaktionsfølelserne kommer i det mindste af sig selv – omend på besynderlige tidspunkter, når det var blevet deres tur.

Tilstandsfølelserne skal jeg selv grave frem. Jeg skal selv holde styr på om mit forhold stadig er det rigtige for mig, for der kommer ikke en reaktionsfølelse og fortæller mig det. Der er reaktionsfølelser, der fortæller mig om min kæreste har gjort noget specifikt, der har irriteret mig eller glædet mig, men de følelser, der kunne give mig svar på om det stadig er det rigtige forhold, de er sværere at pinpointe, og det er noget jeg skal være opmærksom på.

Nu er jeg heldigvis i et skønt forhold, hvor vi imellem os både har stor tryghed ved hinanden og gensidig forståelse for, at tingene nogen gange er lidt mærkelige at hitte rede i.

Jeg har alle dage været klar over, at alting ikke vil være perfekt, for det er mennesker jo ikke, men i tidligere forhold har jeg ikke været klar over, hvordan jeg skulle finde ud af om forholdet var det rette. Jeg oplevede gode ting og dårlige ting, men selv da de dårlige ting blev alt for mange og de gode ting blev alt for få, så kæmpede jeg videre, fordi jeg ikke anede hvad jeg ellers skulle gøre, og jeg anede ikke at jeg manglede nogle datapunkter i form af korrekt identificerede tilstandsfølelser.

Det der virker for mig har blandt andet været, at jeg har måttet sande, at mine tilstandsfølelser ganske enkelt ikke optræder ret kraftigt i min oplevelse af mig selv. Jeg kan ikke få dem til det, så jeg betragter dem ikke som specielt vigtige i min dag-til-dag eksistens. Men netop derfor, så er det uhyggeligt vigtigt for mig, at jeg med jævne mellemrum lige får sat mig ned og gravet mit indre liv igennem og fundet ud af, om mit forhold stadig er det rigtige bagved alle de reaktive følelser hverdagens hændelser bringer, om mit studieliv stadig er sundt for mig bagved alle de op og nedture det giver, om jeg prioriterer kontakten med mine venner og bekendtskaber rigtigt bagved alle de enkeltstående oplevelser, ja, om jeg i det hele taget render rundt og har det overordnet godt eller skidt.

Jeg ved når jeg er på vej ud i en depression – ikke fordi jeg kan mærke at jeg er deprimeret, men fordi jeg kan se på min lejlighed, at jeg bliver dårligt fungerende i min hverdag, og at jeg mister evner jeg som jeg har, når jeg har det godt. Jeg mærker ikke selve depressionen før den fylder det hele og intet andet eksisterer. I stedet har jeg lært tegnene at kende, så jeg kan (forsøge at) fange den i opløbet og ændre på de ting, der er ved at sende mig ned i kulkælderen. Jeg mærker ikke stress-følelsen før jeg bliver fysisk syg af det, i stedet har jeg lært mig at se efter ydre tegn på det, så jeg kan vende udviklingen (hvis muligt).

Samtidigt har jeg også måttet erkende, at fordi mine tilstandsfølelser er så anonyme, så fylder mine reaktionsfølelser jo væsentligt mere i mit følelses-landskab. Det betyder at de forekommer meget, meget voldsomme fordi der ikke er en mærkbar tilstandsfølelse i baggrunden til at temperere den reaktion jeg oplever. Da jeg blev klar over denne sammenhæng – og det er noget jeg først er blevet for relativt nyligt, og dette er første gang jeg forsøger at formulere det for et andet menneske – så indså jeg, at jeg aldrig, aldrig må tage beslutninger mens jeg har en følelsesreaktion. Faktisk må jeg helst ikke engang snakke med et andet menneske mens jeg har en, for jeg kommer uvægerligt til at formulere i mere absolutte vendinger, og sige mere lodrette og skråsikre ting, som jeg slet ikke kan stå inde for, når reaktionen er ebbet ud og jeg har fået tænkt tingene igennem i en mere afbalanceret sindstilstand – og lige fået tjekket hvad min tilstandsfølelse overfor personen/livet egentlig er.

Den erkendelse har naturligvis ført til, at jeg bestræber mig på at håndtere mine reaktive følelser uden at agere på dem i utide – det er absolut ikke altid det lykkes, for store følelser kan helt tage pippet fra én – men det at jeg er blevet opmærksom på, at jeg bør huske at få gjort status over mine tilstandsfølelser med jævne mellemrum, har også betydet at selvom jeg ikke kan mærke dem i baggrunden af mit følelsesliv, så har mine jævnlige statustjek gjort, at jeg har en kognitiv bevidsthed om min tilstand, som til en hvis grad kan temperere mine reaktive følelser, og hvis ikke det, så kan den bevidsthed i hvert fald hjælpe mig til at holde fast i en sundere adfærd, når de reaktive følelser fylder.

Mine statustjek foretager jeg i øvrigt, imens jeg dyrker min svømmetræning, for mens jeg svømmer baner er der ikke andet mine kognitive processer er tvunget til at beskæftige sig med. Det betyder også, at når jeg kommer ud af min rutine med at svømmetræne et par gange om ugen så begynder min følelsesmæssige tilstand lynhurtigt at komme ud af balance. Det her er naturligvis ikke det eneste jeg bruger min “svømmetænkning” på, men det er én af de ting, jeg benytter den til.

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: