Jeg ville have skrevet et indlæg, men…

… så var der problemer med eksekutiv-funktionen.

Ja, ja, det kan enhver jo komme at sige, for hvad pokker er det? Jo, det er såmænd den funktion i hjernen, der bevirker at vi kan udføre de handlinger vi har til hensigt. Der er rigtigt mange mennesker på autisme-spektret, der kæmper en daglig kamp med eksekutiv-dysfunktion. Jeg er et af dem.

De fleste mennesker kommer aldrig til at tænke videre over den, for den er én af den slags ting, vi kun bemærker, når vi mangler den – lidt ligesom paraplyer og varme radiatorer. Men jeg kan love jer for, at når man mangler den, så mærkes det – også af omverdenen.

Det er ikke kun folk på spektret, der kan døje med eksekutiv-dysfunktion, det er også udbredt blandt folk, der kæmper med depression og/eller stress. Faktisk, så er den mest rammende beskrivelse jeg har læst skrevet af en person med netop depression. Jeg kan desværre ikke huske hvorhenne jeg så den, ellers ville jeg have linket til det. Vedkommende beskrev effekten af eksekutiv-dysfunktion som når man skal ud at køre og sætter sig ind i bilen, drejer nøglen i tændingen, men motoren starter ikke. Så sidder man der. Man skal stadig ud at køre. Man VIL gerne ud at køre, men motoren starter bare ikke.

Det er essensen af problemet, og det kan dukke op i sammenhænge, som de færreste nogensinde vil opleve. Temmelig sikkert vil de fleste kunne genkende situationen, hvor man skal gøre noget, man egentlig ikke er motiveret for, og derfor ikke rigtigt kan tage sig sammen, men det er slet ikke det det handler om. Hvis bare det virkede at tage sig sammen, så ville problemet jo være enkelt at løse.

Men ak.

Jeg kan til tider bruge hele formiddage på at tage mig sammen. Og hold da op, hvor får jeg taget mig sammen. Adskillige gange i løbet af de timer tager jeg beslutninger om, at nu rejser jeg mig altså op og går i gang med det jeg skal. Lige nu. Nu. Nu, blev der sagt! Men intet sker.

Der er få ting så frustrerende, som at kunne konstatere, at der er gået flere timer og man har udrettet absolut intet af det man egentlig havde tænkt sig. Ikke fordi man ikke havde tid. Ikke fordi man ikke havde kræfter. Men fordi lige gyldigt hvad man sagde til sig selv, så virkede det ikke.

Jeg har selvfølgelig en masse gode grunde til ikke at have kunnet skrive et indlæg siden nytår. Der var en januar med nogle heftige eksamener, som krævede en del af mig. Jeg vidste sådan set allerede med mig selv, at der næppe ville ske så meget i januar. Men nu skriver vi altså marts, så hvor blev februar af? Tjah, den gik? Men med hvad?

Jo. Jeg har selvfølgelig taget hul på et nyt semester – den slags er altid en ekstra belastning med nye mennesker, nye rutiner, nyt skema, nyt alting (eller næsten alting). Men så alligevel. Mit kandidatfag har haft en dejlig fredelig start. Selve undervisningen startede først sidst i februar, så det er jo ikke ligefrem det, der har taget min tid. Min anden studieaktivitet dette semester er mit BA-projekt, som jo er selvstændigt arbejde, hvor man selv må lægge sine planer, og her i starten er det jo rimeligt frit, fordi det mest er en bred research-fase. Det er heller ikke fordi jeg har været forhindret på den front.

Nå, men så har jeg da sikkert bare fået læst en masse bøger? Næh, egentlig heller ikke. Jeg anmeldte et par stykker på Læsetanker, og der er faktisk stadig en færdiglæst bog jeg mangler at anmelde. Den læste jeg færdig for efterhånden længe siden, men anmeldelsen har jeg heller ikke lige fået skrevet. Og de bøger jeg er i gang med? Det er de samme som for en måned siden sådan ca. Jeg er nået marginalt længere i Silmarillion. Og så har jeg selvfølgelig læst de juridiske ting jeg skal til mit fag og min opgave.

Jamen, hvad har jeg dog fordrevet tiden med? Joh, jeg har siddet ved min computer en masse. Aha! Så har jeg garanteret fået spillet en masse af de spil jeg nyder så meget. Men næh, hvis jeg tjekker Steam, kan jeg konstatere, at der ikke er blevet logget særligt mange timer i februar. Faktisk blev der logget flere spilletimer i januar, fordi jeg brugte spillene til at koble af fra eksamenslæsningen.

Jeg har adskillige gange sat mig ned med computeren, med alle hensigter om at nu skulle der skrives noget fornuftigt på cand.aut., men intet er der sket. Jeg kan huske det ligeså tydeligt. Jeg har siddet og stirret på skærmen og fuldstændigt uden at tænke over det har jeg slået over på et fjollet lille flash-spil eller facebook eller lignende. Hvad jeg rent faktisk har skrevet er en “lille” fanfiction med en længde i omegnen af, hvad der svarer til en to-personers BA-opgave. Den er ikke færdig. Jeg skriver på den i toget, på mine fredelige aftener i selskab med katten og en kop te, når jeg keder mig og ja, også når jeg i virkeligheden har lyst til at lave andre ting, men ikke kan få motoren startet.

Nogen gange når min eksekutiv dysfunktion driver gæk med mig, så er det helt åbenlyst det der foregår. Det er den klassiske situation, hvor jeg sidder på sofaen og laver absolut intet andet end at stirre ud i luften. I den situation er det sjældent svært at få gjort folk det begribeligt, hvorfor man ikke lavede det man burde/havde lyst til/havde lovet, for man lavede jo absolut ingenting. Men for mig er den situation typisk for, hvordan det ser ud, når jeg er lettere depressiv, stresset eller helt almindeligt træt. Når jeg ikke er nogen af de ting og eksekutiv-funktionen ikke vil være med, så laver jeg andre ting end det jeg havde sat mig for, og det er straks lidt mere vanskeligt at forklare folk. Når jeg nu kunne det ene, hvorfor så ikke det andet? Det er svært at forstå og også svært at forklare, for hvordan i alverden finder jeg inspirationen og idéerne til at skrive, hvad der svarer til næsten 40 normalsiders fiktion, plus at rette den igennem indtil flere gange, når jeg ikke kan formå at skrive et indlæg om mig selv? Et blogindlæg her er jo ikke noget jeg finder på. Jeg har adskillige temaer jeg vil skrive om, og det er alt sammen baseret på mine erfaringer – det er ikke noget jeg finder på, det er jo bare nogen jeg har i hovedet. Det er jo “bare” at starte fra en ende af. Men alligevel lykkes det ikke. Og i stedet producerer jeg fanfiction om de ting Tolkien ikke fortalte os om orkerne i Middle-Earth.

Det er fjollet. Men det er ikke desto mindre en del af min hverdag jeg er nødt til at forholde mig til.

I det ovenstående tilfælde betyder det blot, at jeg ikke har fået opdateret denne blog så ofte, som jeg ellers havde sat mig for. Det er der heldigvis ikke nogen der dør af, og jeg skal heldigvis heller ikke leve af den. Når jeg nu sidder og tænker over det, så bliver jeg imidlertid opmærksom på, at de perioder, hvor jeg har skrevet flittigst på mine blogs og læst mest litteratur ved siden af juraen, det er pudsigt nok de perioder, hvor jeg har haft forholdsvist meget at lave – dog uden at blive stresset. Det er når jeg holder mig oppe i gear, der sker noget. Ikke fordi min eksekutiv funktion lige pludselig virker bedre, men fordi jeg så ikke har brug for den.

Det er også i mine perioder med højt aktivitetsniveau, at jeg er effektiv på andre fronter. Jeg har en bostøtte (§ 85), og vi har en fast aftale om, at der hver uge skal samles op på de grundlæggende praktiske ting i hjemmet. Det er sådan noget som rengøring, opvask, udluftning, post, oprydning osv. I perioder, hvor jeg er ovenpå og har formået at holde mig i gang, så har jeg en dejlig lille hverdags-sejr, fordi jeg kan fortælle nævnte bostøtte, at denne uge har jeg faktisk tjek på flere og måske endda alle tingene selv. Så kan vi bruge tiden på de ting, der står på min liste over gøremål til når tid er. I perioder, hvor jeg ikke har så meget at lave, så falder også mine praktiske rutiner i hjemmet fra hinanden, og så er der i allerhøjeste grad brug for min bostøtte som bagstopper for, at min lejlighed ikke degenerer til svinesti.

Mangfoldige aktiviteter er åbenbart en god ting for mig.

Jeg har nemlig observeret, at hvis jeg går fra én aktivitet direkte til den næste, så kører jeg på opskuddet så at sige. Altså, det momentum jeg har fra min første aktivitet sender mig så godt i gang med den næste, at der slet ikke er brug for nogen eksekutiv funktion. Og det siger jo sig selv, at hvis ens plan er så stram, at man ikke har så god tid til pauser, så går man jo direkte fra én aktivitet til den næste. Hvis jeg derimod har tid til pauser, så er det min eksekutiv-funktion, der skal i sving, når jeg skal i gang efter hver eneste pause. Og jeg må desværre nok erkende, at min eksekutiv-funktion er en dysfunktion. Men så kan jeg jo heldigvis snyde den. Baseret på mine observationer af mig selv, så skal jeg “kun” i gang én gang om dagen, nemlig om morgenen. Når først det er sket, så skal jeg bare have en dag nogenlunde planlagt, så mine aktiviteter kan komme slag i slag. Og pauser må endelig ikke være for lange, for så når jeg at miste momentum, så jeg ikke kan komme i gang igen.

Jeg er ganske enkelt nødt til at planlægge mine dage – ikke nødvendigvis på nøjagtigt klokkeslæt, men så jeg i hvert fald har en række af aktiviteter, der kan følge i halen af hinanden. Hvis først kæden bliver brudt, så er det at min eksekutiv-dysfunktion gør, at det er en kamp uden lige at komme i gang igen, og der er ingen garanti for succes.

Under eksekutiv-funktionen hører ikke kun aktiviteter, som de fleste betragter som aktiviteter. Der hører også mange af de små ting. Sådan noget som at gå i seng for eksempel. Når man bliver træt om aftenen konstaterer man, at man burde gå i seng. I nogle tilfælde har man noget, man er nødt til at lave færdigt inden man kan det, og så kan man have det lidt træls med det. På et tidspunkt bliver man færdig og så ordner man sit aften-toilette, hvad det så end indebærer for det nærværende individ, og så går man i seng. For mig ser det anderledes ud. Jeg kan sidde og holde fri om aftenen og konstatere at mine øjenlåg er blevet tunge, og mine øjne trænger til at komme af med kontaktlinserne, der er begyndt at irritere. Nå, så bør jeg gå i seng. Gør jeg det? Kun hvis min eksekutiv-funktion ikke er en dysfunktion den aften. Hvis den er, så sidder jeg og bliver mere og mere træt, sidder måske ligefrem og falder i søvn i sofaen med bogen, eller bliver mere og mere irritabel over, at min hastigt voksende reaktionstid gør det umuligt at opnå ordentlige resultater i et spil jeg spiller. Men stopper jeg og går i seng? Nej, for det er et skift fra én aktivitet (side i sofaen/læse/spille) til en anden aktivitet (bevæge mig gennem boligen). Det er sket gentagne gange, at jeg konstaterer ved 22-tiden at jeg er ved at være træt, men kl. 2 om natten sidder jeg stadig samme sted uden at være kommet videre. Jeg er blevet mere frustreret, mere irritabel, mere træt, og dermed endnu mindre i stand til at starte motoren og komme op af stolen/sofaen og i seng. Det hjælper heller ikke, at aften-ritualet indebærer andre aktiviteter såsom skift af tøj og tandbørstning.

Hvis jeg læser eller spiller spil er det dog stadig muligt at skifte, fordi det er aktiviteter, der trods alt kræver lidt af mig. Spil kræver reaktioner og læsning kræver en varierende mængde hjernegymnastik. Når jeg bliver så træt at jeg ikke længere kan de ting, så afbryder aktiviteten sig selv, og så har jeg som oftest held til at komme videre med processen og ind i seng. Men hvis jeg ikke har heldet med mig eller hvis jeg i stedet sad og surfede på nettet, så surfer jeg videre på nettet. Intet er mindre krævende end at klikke rundt på facebook, youtube osv. og sidde og høre uforpligtende musik, og lytte til uforpligtende videoer med folk der har holdninger eller viden, som jeg ikke behøver at gøre noget ved, og læse statusopdateringer, der i virkeligheden ikke beriger mit liv. Hvis jeg først lander dér, så kræver det en kraftanstrengelse at løsrive mig, og så længe jeg er vågen nok til at holde mig oprejst, så er jeg også vågen nok til at forblive grebet af skærmen. Det er typisk først, når jeg er ved at falde ned af stolen af træthed – det kan være kl. 2, det kan også være kl. 6 – og jeg på den måde bliver forhindret i at se på skærmen mere, at jeg bliver så at sige tvangs-løsrevet fra det og må slæbe mig videre i teksten og komme i seng.

Jeg blev spurgt hvad jeg så gør for at imødegå disse potentielle faldgruber. En ting er tandbørstning inden jeg sætter mig og hygger med hvad det nu måtte være. Derudover også hoppe i nattøjet ved samme lejlighed, så er processen med at komme i seng så meget desto kortere, og derfor mere overskuelig at sætte gang i.

Et andet “trick” der nogen gange (desværre ikke altid) virker for mig er at sætte mig et mål for hvad jeg vil den aften. Altså ikke bare læse til jeg bliver træt, for så er det jeg bliver hængende for længe, men derimod beslutte at jeg vil læse x antal kapitler, og når det er gjort, så går jeg ind i seng. Jeg kan altid læse lidt i sengen også, men der kan jeg bare lægge bogen ved siden af mig, når hjernen slukker – det kræver ikke en handling, der skal trække på en eksekutiv-funktion. Men det at sætte en mængde-begrænsning på min aktivitet er det bedste trick. Jeg vil stige et enkelt level i mit spil, jeg vil spille 8 missioner, jeg vil læse 4 kapitler, jeg vil høre 3 podcasts, hvad det nu måtte være. Så afpasser jeg mængden efter, hvornår jeg bør gå i seng. Jeg har også forsøgt mig med at sætte et tidspunkt på, men for det første har jeg en virkelig dårlig fornemmelse af tid, så det er slet ikke sikkert jeg bemærker, hvornår sengetiden oprinder, og for det andet er det alt for nemt for mig lige at sige “5 minutter til”, for 5 minutter er jo ikke så meget, hvorimod et helt ekstra kapitel/ekstra mission i et spil sagtens kan være en omsiggribende affære.

For alt i verden skal jeg forsøge at undgå at sidde og surfe tilfældigt på nettet om aftenen. Det er det værste jeg kan gøre, for det er der ingen naturlig ende på.

Alternativet er at indgå små kontrakter med mig selv. F.eks. hvis morgendagens program indeholder nogle skal-ting og nogle kan-ting, så betyder det at gå for sent i seng at der er nogle kan-ting, der ryger af listen. Så hvis jeg vil have den svømmetur, hvis jeg vil ind og have købt mig den ting jeg gerne vil have, hvis jeg vil i biografen, så er det det, der (måske) kan motivere mig til at komme ind i seng. Der er nogle konsekvenser i form af nogle konkrete byttehandler. Nogen gange har jeg så tænkt “fuck det, jeg sælger min svømmetur for lidt mere spilletid”, men når jeg bare sidder og laller rundt på tilfældige internetsider, så er det at give køb på min svømmetur en dyr pris at betale for lidt lalletid på en tilfældig internetside.

Hvis det er virkeligt galt fat med eksekutiv-funktionen, så er der ikke noget at gøre desværre, og så kan jeg hænge oppe til kl. kvart i kvalme (som skrevet), men jeg er efterhånden blevet okay god til at stille de små kontrakter op for mig selv. Der er selvfølgelig dage (og nætter), hvor intet virker. Og så får jeg nogle dage, hvor jeg er helt tummelumsk som følge af for dårlig eller for lidt nattesøvn. Det er et vilkår og én af grundene til at det her bidrager til min tilstand som handicappet. Men med de ovenstående strategier kan jeg om ikke afskaffe så i hvert fald minimere tilfældene af træls handlingslammelse om aftenen.

Men hvad så hvis jeg ender på facebook eller youtube i løbet af dagen? Tjah, så kan jeg nemt sidde der en hel dag og natten med. Min kæreste og jeg omtaler kærligt facebook som “prokrastinatoriet” eller “overspringshandlingernes tempel”, men det er i virkeligheden ikke overspring, for det er ikke en afbrydelser af andre aktiviteter for mit vedkommende. Det bliver en bevidstheds-opslugende repetitions-generator, der bremser al aktivitet og dermed gør min eksekutiv-funktion nødvendig for at komme videre – og den er som bekendt en dysfunktion, så det er den ikke specielt behjælpelig med.

Når jeg har meget jeg skal nå, holder jeg mig derfor typisk fra Facebook i dagtimerne. For jeg ved hvor svært jeg har ved at komme i omdrejninger igen, når først jeg er gået i mental dvale. Men på dage – i perioder – hvor jeg har relativt god tid, der kan jeg da godt lige tjekke facebook mens jeg spiser min morgenmad, og pludselig blev klokken 13. Selvom jeg på den måde kan bruge adskillige timer på ingenting, så kan jeg desværre også skrive under på, at jeg i al den tid, der gik ud over den halve time jeg havde tænkt mig at bruge på det, har siddet og tænkt: “Jeg skal også snart i gang med [tiltænkt fornuftig(ere) aktivitet]” og “Ej, nu må jeg altså logge af.” Men det sker ikke, og for hver gang jeg tænker det, men ikke er i stand til at følge op på det, bliver jeg en tøddel mere deprimeret, og kommer til at foragte eller hade mig selv det mere.

Det er selvfølgelig kun en tøddel hver gang, men det kan ske mange gange på en håndfuld timer. Rigtigt mange. Og når jeg så har brugt en uge af mit liv, og det eneste jeg har at vise frem er et rodet køkken, så har jeg også haft rig mulighed for at opbygge en anselig mængde selvforagt. Dér er det så, at vi kan begynde at tale om at der er risiko for at jeg skal hilse på min gamle “ven” depressionen. Og hvis først den kommer anstigende bliver det i hvert fald ikke bedre.

I den forgangne måned har jeg som nævnt ikke haft undervisning før den sidste uge (og det var blot en enkelt forelæsning), og mit BA-projekt er jo selvstændigt arbejde og deadline er stadig langt væk. Det har givet mig stor frihed til at gøre med mine dage som det passede mig – og hold da helt op, hvor har jeg spildt meget tid! Sikken en masse tid. Jeg har lavet mere i min fritid (loggede spil-timer, læste bøger osv) i januar, hvor jeg havde en opgave og tre onde eksamener, end i februar, hvor jeg havde en enkelt forelæsning og en aftale med min vejleder. Jeg vidste det egentlig godt i forvejen, men forskellen på de to måneder taler sit eget tydelige sprog.

Løsningen er selvfølgelig at jeg skal holde mig i gang. Hver aften inden jeg går i seng (hvilket jeg gør lige om lidt, jeg sværger!) skal jeg have en nogenlunde idé om, hvad jeg skal dagen efter, så jeg ved hvad jeg skal gå i gang med næste morgen efter morgenritualerne er gennemgået. Jeg skal sørge for at min tid er fyldt ud, så jeg ikke får 45 minutter (eller mere), som bliver det jeg kalder “død tid”, for så er der altid en risiko for at jeg ikke kommer videre med det jeg skal. “Død tid” er min tilværelses banemand, fordi at tillade mig selv “død tid” betyder at løbe risikoen for, at jeg intet får lavet resten af dagen. Nogle dage går det fint, og det lykkes mig at starte motoren og fortsætte, hvor jeg slap, men jeg er til hver en tid nødt til at gå ud fra, at det ikke kan lade sig gøre. Det er derfor jeg forsøger at helgardere mig ved altid at have enten en bog, min laptop eller blyant og poesibog med mig, når jeg tager steder hen, så har jeg noget at tage mig til, så jeg ikke får “død tid”. Det er også derfor der er udstationeret bøger på de fleste af mine vandrette flader i hjemmet – og laptoppen eller den stationære computer eller Wii’en er heller aldrig langt væk. Der vil altid være litteratur, spil eller skriverier indenfor rækkevidde, så jeg ikke risikerer at sidde og stirre ud i luften eller endnu værre; at gribe mobilen og gå på facebook.

Jeg har planer for hvilke dage jeg skal hvilke ting. De holder ikke altid, og så må nogle ting skubbes til dagen efter eller til en anden god gang, men det er pinedød nødvendigt for mig, at jeg ikke løber tør for planlagte aktiviteter, så jeg pludselig står og ikke ved hvad jeg skal, for så er det at jeg tager den der pause, der lige pludselig bliver til mere end en pause og bliver til “død tid”.

En eksekutiv-dysfunktion betyder, at jeg er nødt til altid at tage højde for, at hvis jeg går i stå, så skal jeg ikke regne med at komme i gang igen. Vigtige aktiviteter skal altid ligge først på dagen. Pauser der ikke består af en aktivitet såsom spisning, må ikke være for lange. For at være på den helt sikre side, bør pauser (der ikke er spisepauser) heller ikke optræde i planen før jeg er færdig med de ting det er vigtigt jeg når. Når de vigtige ting er nået, så kan jeg holde pauser og tillade mig at være ligeglad med om jeg laver noget konstruktivt resten af dagen. Men selv der skal jeg stadig være opmærksom på, at hvis jeg kun når de vigtige ting, og ikke laver nogen konstruktive fritids-ting på en hel uge, så er der igen en øget risiko for at jeg bliver deprimeret – jeg har nemlig en klar præference for at udrette noget – også selvom det bare er at læse en spændende bog. Jeg har et klart behov for at have en følelse af, at jeg bruger min tid på noget, der giver mig værdi.

Mine planer skal altså lægges med omhu. I modsætning til en masse andre på spektret er det ikke tidspunkterne for, hvornår jeg gør tingene, der er de vigtige. Det er ikke tidsplaner som sådan. Det er aktivitetskæder, som sørger for at jeg når hele vejen fra morgen til aften uden at gå i stå, gå vild eller gå i stykker. Jeg har ikke noget decideret behov for at holde mig aktiv hele tiden, men hvis jeg har ting jeg vil have gjort eller ting jeg vil opnå, så er jeg nødt til at bevare mit aktivitetsniveau oppe indtil det er gjort/opnået, for ellers går jeg (med stor sandsynlighed) i stå inden. Det bliver vel at kalde for en slags indirekte behov. I perioder som denne februar, hvor mængden af bundne aktiviteter har været relativt lavt, er jeg frustrerende tit endt med at lave ingenting i hele dage ad gangen. Jeg vidste godt på forhånd, hvordan min februar ville se ud, men jeg var ganske enkelt ikke skarp nok på at få lavet mine aktivitetskæder. Jeg har såmænd haft planer for ting jeg gerne har villet – men hvor er der dog mange, der ikke blev til noget, fordi jeg ikke kunne få luft under sutterne.

Resten af semesteret er jeg nødt til at blive bedre til at holde dampen oppe, for min eksekutiv-dysfunktion er et vilkår jeg lever med. Jeg kan ikke forhandle med den. Men jeg har fundet disse små tricks til at omgå den. Nu skal jeg bare rent faktisk tage dem i anvendelse, som jeg før har haft så gode erfaringer med.

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: