Nytårsstatus

Så blev det 2014.

Jeg tilbragte årets første dag med at færdiggøre en opgave, jeg skal aflevere i morgen. Ikke det skønneste tidspunkt at skulle aflevere opgave, men sådan så eksamensplanen altså ud i år. Der er en vis raison i at se tilbage på året der gik og gøre status. Det vil jeg hermed gøre.

Studierne:Januar 2013 var fredelig, for jeg havde ingen eksamener det år. Det kommer sig af, at jeg læser på deltid for at kunne overkomme det hele. Ikke desto mindre var foråret et hårdt semester, fordi min fagsammensætning reelt bevirkede, at jeg havde et fuldtidssemester. Jeg havde heldigvis været på forkant, og læst en pæn del af pensum i januar, så semesterets arbejdsbyrde var overkommelig. Jeg kom da også igennem, omend det sidste seje træk op til eksamen i juni var hårdt. Jeg planlagde samme nummer i august og læste foran i pensum inden semesterstart. Det hjalp dog ikke det store, for jeg startede semesteret med at stresse voldsomt – overgangen fra ferie til semester er ikke blid, når man har svært ved at flytte sig fra én type hverdag til en anden. Så jeg kom flere 100 sider bagud, og de var først indhentet, da vi nåede frem til efterårsferien i oktober. Og nu afleverer jeg opgave og skal forberede eksamener til denne januar. To skriftlige og en mundtlig. Fritid bliver der først tid til senere.

Kærligheden:
I januar havde jeg som nævnt fri. Den tid brugte jeg blandt andet på Facebook, hvor jeg deltager aktivt i diverse grupper med debat og social snak. I Aspergerforeningens facebookgruppe havde jeg ca. 1½ år forinden stiftet bekendtskab med en fantastisk sød, sjov, klog og nørdet gut ved navn Simon, som jeg meget hurtigt blev meget glad for. Vores kontakt havde godt nok været lidt sporadisk, idet vi begge to havde liv, der til tider krævede lidt meget af os. Vi genoptog den faste kontakt med mange lange samtaler til følge i januar 2013, og det skulle vise sig at være en særdeles god idé. Samme januar tog jeg til Aalborg for at mødes med ham, og vi har dannet par siden den weekend. Der er lidt langt mellem Aalborg og Vamdrup, men vi ses så ofte det kan lade sig gøre i weekender, ferier og hvordan vi ellers kan få det til at hænge sammen. Vi ser begge to meget frem til, at jeg om 1½ år skal videre på en cand.jur. på Århus Uni, for så vil vi slå pjalterne sammen oppe i nærheden af Aalborg. Om jeg pendler til Århus fra Vamdrup eller Aalborg-egnen er jo ét fedt. Tænk sig, jeg, der efter dårlige erfaringer havde konkluderet, at jeg ikke rigtigt egner mig til at bo sammen med et andet menneske, ser frem til at gøre netop det med netop ham her. Det siger vist ikke så lidt.

Dyrene:
Jeg har stadig mine to tossede katte. I sommeren ’13 havde Chili boet hos mig i et helt år. Hun er en skøn lille hyggemis på 5 år, som kommer og sidder på skødet på ikke altid lige belejlige tidspunkter og hjertens gerne tæver et garnnøgle til ukendelighed. Hun gemmer også på en puma i sit indre, er jeg overbevist om, for om aftenen når Simon og jeg har lagt os til at sove, så stryger hun gerne op på hemsen over soveværelset i to resolutte spring via mit dækketøjsskab, og deroppe udstøder hun et slags dybt, knurrende miav, som umuligt kan komme fra et dyr, der er mindre end en puma. Huskat når man kan se hende, puma når man ikke kan. Det er Chili. Når Simon ikke er her sover hun gerne hos mig i sengen. I hvert fald, hvis Kaktus ikke gør.  Lige nu ligger hun – ikke overraskende på mit skød/min mave og spinder så det basker.

Kaktus er på nuværende tidspunkt 14 ½. Han har med andre ord ramt gennemsnitsalderen for en almindelig huskat. I sommers opdagede jeg en bule på hans hale, som jeg straks tog ham med til dyrlægen for at få kigget på. Hun mente at det nok bare var en hale-i-dør-skade, og jeg var på den ene side beroliget, men på den anden side brød jeg min hjerne for at komme i tanker om, hvornår pokker det kunne være sket. Det rimede ikke helt, men dyrlægen sagde dog også, at hvis den ændrede sig, bulen, så skulle jeg komme igen. I December var knuden blevet mærkbart større og der havde udviklet sig et slidsår på den. Afsted til dyrlægen med den gamle fyr. Det viste sig at være kræft, og jeg skulle tage beslutningen om, hvorvidt min højtelskede katteven skulle lades i fred og leve så længe han kunne med knuden, eller om han skulle have chancen med en haleamputation. Jeg valgte det sidste, for Kaktus er frisk og glad og veltilpas, og det skulle han have chancen for fortsat at være. Der er ingen garantier for, at der ikke er kræft andre steder i kroppen, men uden amputation var hans snarlige bortgang sikker. Han blev opereret i December, og dyrlægen har lappet hans halestump så fint sammen. Hun har imidlertid også barberet den, så lige efter operationen lignede det en ende medister han gik og vrikkede med. Nu er der et fint tyndt lag pels. Der vil dog gå noget tid, før hans tykke lag luksuspels er vokset helt ud igen. Lige nu sover han på spisebordet med hovedet på en lille stak bøger.

En nyanskaffelse fra 2013 er Mester og Margarita – to kronegekkoer jeg købte i foråret. De er dejligt nemme at holde og har vist sig at have meget forskellge personligheder. Mester er vældigt nysgerrig. Han sidder gerne og kigger ud i stuen. Især når jeg eller Simon sidder i lænestolen ved siden af terrariet, kommer han og kigger os over skulderen. Hvis man åbner terrariet skynder han sig til gengæld væk. Han vil ikke være fysisk i nærheden af os, med mindre der er glas imellem. Overfor Kaktus’ hale er han derimod frygtløs. En dag da Kaktus lå på lænestolens armlæn og viftede halen i nærheden af glasset, gjorde Mester aggressive udfald mod halen, som er tykkere end hele hans lille krop. Men nu skal Mester ikke bekymre sig om sådan en farlig hale mere. Margarita er stik modsat. Hun sidder mest og gemmer sig i terrariet, men man kan nusse og håndfodre hende, og hun tager det helt roligt, at en stor menneskehånd kommer i nærheden. Henover sommeren lægger hun æg – i sommers kom der ikke noget ud af dem, men begge to er meget unge, så måske der er mere held med det næste sommer. Det kunne være sjovt at få små gekkounger.

Fritiden:Nu er jeg sådan indrettet, at så længe der er pensum, der skal læses, har jeg overmåde svært ved at lade mig selv holde fri. Men lidt fritidssysler bliver det dog til. Jeg spiller rollespil en gang eller to om måneden. Den ene gruppe har kørt med den samme kampagne i flere år nu, den anden skifter med ujævne mellemrum til et nyt spil. Dette har sådan set været situationen i en del år efterhånden, men i år er der stødt endnu en fritidsinteresse til; én der ikke før har været mulig for mig.

Sammen med Simon er jeg i stand til at tage til koncerter. I en del år har jeg godt nok en gang om året med stor fornøjelse og voldsom udmattelse til følge frekventeret Europæisk Middelalderfestival i Horsens samt Fastaval (rollespilskongres) i Hobro, men det der med at stå som sild i en tønde til en koncert, har jeg aldrig kunnet håndtere ret godt – jeg har ikke gode erfaringer. Sammen med Simon kan jeg imidlertid godt. Nattelivet har ikke min bevågenhed, men jeg lytter dog til en del musik, og det er da også rart at opleve en koncert indimellem. Min interesse i klassisk og tidligere musik har ikke givet problemer, da koncerter af den art sjældent medfører sild-i-tønde-tilstand blandt publikum. Men jeg hører også heavy og dødsmetal – og dér får man altså ikke pladsbilletter. Men pyt, for jeg har opdaget, at når jeg er sammen med Simon, så kan jeg meget mere end ellers. Vi havde en fornemmelse, og vi testede den i februar da Svartsot spillede på Studenterhuset i Aalborg. Det gik fantastisk, og jeg fik min første live-oplevelse med metal. Siden da har vi fartet land og rige rundt efter diverse metal-arrangementer. Copenhell (København), Metal Magic (Fredericia), MetalArm (Grenå), AMF (Aalborg), Death (Århus), Black Sabbath (København), og vi har haft nogle fantastiske oplevelser, som jeg aldrig nogensinde havde drømt om skulle være tilgængelige for mig. Vi håber at Copenhell bliver mulig igen i 14, men den ligger ubehageligt tæt på eksamensperioden, så det vil tiden vise. Vi planlægger at besøge Metal Magic igen, og vi har allerede billetter til sommerens Wacken Open Air i Tyskland.

Og ja, så begyndte jeg at blogge. Jeg har en masse ting jeg gerne vil dele med verden, og jeg kan uden at lyve sige, at jeg har flere udkast til indlæg end jeg har publicerede indlæg. Men jeg er også notorisk dårlig til at få færdiggjort den slags ting, det følger med en dårlig eksekutivfunktion. Jeg har forsøgt at rutinisere det, så jeg er sikker på at få skrevet jævnligt, men det er helt tydeligt ikke på plads endnu.

Det dårlige ved 2013:
Bortset fra alle fornøjelserne var der også nogle bedrøvelige ting ved året der gik. I sommers gik min faster bort efter få måneders stædig kamp mod hård sygdom. Hun fik en smuk bisættelse, der reflekterede hendes enorme omgangskreds. En uge inden jul mistede min svigermor sin mand, som jeg slet ikke nåede at lære nær så godt at kende, som jeg ville ønske. Efter godt tre års kamp mod kræft kunne hverken stædighed eller kærlighed gøre mere. De vil begge blive savnet.

De sørgelige begivenheder til trods har det dog overordnet set været et godt år, og skønt minderne til tider kan være bedrøvelige, så er der dog mange flere af de gode at tage med mig ind i 2014.

Reklamer

2 kommentarer

  1. […] et år er gået. Og sikken et. Sidste år skrev jeg en nytårsstatus over et år med en masse dejlige begivenheder og et par triste. Det havde overordnet set været et […]

  2. […] et år er gået. Og sikken et. Sidste år skrev jeg en nytårsstatus over et år med en masse dejlige begivenheder og et par triste. Det havde overordnet set været et […]

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: